88 F. Dyrlund: Anm. af Wimmer 1855 i Nord. konversationsleksikon (på tysk i Germania XXXI). Den første består væsenlig af et forholdsvis rigt antal sprogprøver uden tilstrækkelig vejledning til nöjere forståelse; den sidste er klar og korrekt, men af rumshensyn stærkt sammentrængt. Vi trænger altså både til en ny, så vidt muligt udtömmende, sproghistorie, nærmest skreven for de egenlig sproglærde, og til en kortere, men dog nogenlunde fyldig, ved eksempler oplyst, fremstilling af grundtrækkene, beregnet ikke alene paa lærerne, der nok kan behøve en sådan håndsrækning, men overhovedet på enhver læser, som «ønsker oplysning om vort sprogs skæbne gennem tiderne». Det er dette sidste savn, Dahlerup har villet afhjælpe, og jeg tror, det er lykkedes ham. I skriftet, der fremtræder som en, for det nyeste sprogs vedkommende meget betydelig udvidet, bearbejdelse af forfatterens artikkel i Salmonsens konversationsleksikon, er der naturligvis, for at lette oversynet, foretaget en inddeling i perioder eller afsnit: efter de to runealdere følger ældre dansk (1050—1350, svarende til Petersens ældste og ældre dansk), gammeldansk (1350—1500), reformationstiden (1500—1550), nyere dansk eller ældre nydansk (1550—1700), Holberg (1711—1754), sprogrensningen (1745—70), nyeste dansk (1770 til nutiden). Selvfølgelig er disse tidsbestemmelser kun «omtrentlige», ligesom, tör man påstå, ethvert sådant indsnit i en sammenhængende udviklingsrække må være mer eller mindre vilkårligt. Reformationstiden kunde måske synes vel stumpet og Holberg vel personlig til at danne selvstændige led i kæden. Dog, ikke at tale om den overensstemmelse, forfatteren ved sin fremgangsmåde opnår med den siden Petersen hævdede deling i litteraturhistorien, bör det ikke glemmes, at def var i reformationstiden, et fællesdansk skriftsprog, efter langvarige fødselsveer, kom til verden, ligesom den har skænket os vore første prosaiske stilister af fremragende betydning. Og hvad Holberg angaar, er navnlig hans stil ganske vist enestående — i den grad, at den, ligesom senere Grundtvigs, lettere lod sig efterabe end eftergöre; men det er det mærkelige ved den, at den, trods sine mange fremmedord', mægtig har bidraget til, at hans æggende og vækkende skrifter, ligesom senere Grundtvigs, gennem mange slægtled ej blev for de lærde blot. Inden for disse rammer tegner forf. os nu en fortløbende billedrække af sprogets tilstande og skikkelser, idet han fremhæver særtegnende træk af retskrivningen, lyd- og böjningsvæsenet samt 1 Baden i fortalen til Ortograf. ordb. 1799 talte 22 i Holbergs karakteristik af Kristian d. 4de bag ved denne konges historie. — Sproghistorisk vrang er Heibergs opfattelse (Uds. over d. d. skönne litteratur 1831 s 47), der gik over til M. Hammerich (1858, se Smäåskrifter II 96): at Holberg «optog» de franske ord for at stanse modersmålets fortyskning.