Verner Dahlerup, Det danske Sprogs Historie. 0 af orddannelsen og ordföjningen, giver oplysninger om ordforrådet og — som kronen på det hele — dvæler ved stilens særegenheder. Kortest behandlet er den ældre runealder, udførligst (s. 80—139) nyeste dansk. At skildringer er naturtro, kan der ingen tvivl være om, da forf. åbenbart helt igennem har bygget på selvsyn og støttet sig til de foreliggende litterære hjælpemidler, hvorover fortegne'ser meddeles (side 40 måtte nu tilföjes Bobergs afhandling i Arkiv XII). Et hidtil lidet påagtet forhold er bogtrykkernes (forlæggernes) betydelige indflydelse på den i bøgerne brugte retskrivning (s. 537 f.); endnu i Holbergs skrifter har slig ydre påvirkning gjort sig stærkt gældende (s. 67 ff.). Hertil slutter sig den i deït mindste for mig ny oplysning (s. 72 og 74) om ophavet til de i det Lyngeske eksemplar af Holbergs Danmarks historie, første udgave (se Liebenbergs udg. af Holbergs Mindre poetiske skrifter s. 441) tilskrevne sproglige rettelser. Nogle bemærkninger, der er faldne mig ind under gennem- ο læsningen, vil jeg ikke tilbageholde. Endelsen næth er ikke «for længst opgiven», så længe vi har evned og måned. 1 lighed med hvad forf. s. 59 forklarer om andre «besynderlige stavemåder», betegner «kalluf» (kalv) o. fl. lign. (s. 55) en virkelig udtaleform; mellem ὦ og v (7) indsnyltede sig et halvlydende e, der for ved læbelyden let blev z: selv, selleff, selluff o. `s. v.; sml. i vor tid sennep 0g sennop (o udtalt som z i sirup, bryllup), allerede hos Harpestræng (s. 90) sinæp og sinup («senop» Suso s. 78). Side 56 må u i «dinne vuge» (veje) og i «ditt kvug» (kvæg) være vedkommende dames måde at skrive οἱ på; zin er et naturligt udtryk for selvlydens, ved ordstillingen fremkaldte, forkortelse. Skal vi på stående fod antage som en trossætning, at Wessel «skrev afgjort mere norsk end Holberg« (s. 81)? Når vi engang får et, også af forf. (s. 135 f.) ønsket, særskrift om Holbergs sprog, kunde dette dog muligen vise sig at rumme langt flere norskheder, end vi ved af eller vil være ved. Forf. anfører selv (s. 71 f.) flere håndgribelige eksempler på sådanne (kun «langt ifra» er ikke udelukkende norsk), og det vilde ikke være vanskeligt allerede nu at møde frem med flere. Når Holberg stundum lader sine personer sige ikke alene «er det μαπῦ» De usynl. 3, 2, men 1 Forbindelsen er bl. a. brugt af Sælænderen Sorterup (1716) og 1769 i et andragende fra københavnske boghandlere (Luxdorphiana s. 94); i tidens løb har jeg hørt den af adskillige, litterært utilregnelige, personer; if. Molbechs Dial.-leks. s. 245. 3 Da formen Aam i det mindste indtil for ganske nylig var bandlyst af den københavnske almues indbyrdes tale, har det samme vel været tilfældet i Holbergs tid. Dette er så meget sandsynligere, som denne