90 F. Dyrlund: Anm. af også «er det (ikke) un?» Den vægels. 3, 5 (8 gange), «det er jeg» J. på bj. 2, 1, Maskar. 1, 3 og 2, 3, Pern.s k. frøkenst. 3, 3, Plutus 3, 81, må det være eftervirkning af hans norske fødsel og opdragelse, eftersom dansk talesprog da længe hayde krævet mig, hende 0. s. v. Wessel står i denne henseende på et fuldstændig dansk standpunkt”, hvorimod Ewalds «760, jeg er det» (Liebenbergs udg. IV 206), «hun er det» (V 64) er en frugt blandt flere af hans tyske skolegang, tyske krigstjæneste og Klopstockske læsning. Ramnorsk er «/yse dagen» D. lykk. skibbr. 4, 3 d. v. 8. ved höj lys dag; Bornholmerne skal have forbindelsen, men kan ikke udelade forholdsordet. Særlig norsk var vist også på Holbergs tid forbindelser som «deft er intet vissere», «Aolde ud en belejring»; endvidere gloser som s/uus (Ped. Pårs udg. 1855 s. 246 og Den vægels. 1, 5) d. e. síufs hos Asen, øksehammeroøl (P. P. s. 186; ordet er ret fortolket af Normanden A. Larsen i Fædrelandet 1867 nr. 28) o. 8. fr. Det skal villig indrömmes, at en dybere undersøgelse vil støde på vanskeligheder®, nogle måske uovervindelige. Er det Holberg selv eller mulig hans afskrivere eller boöogtrykkeren*, der på mange steder i komedierne har indsat det danske «det er mig, dig, ham, jer»? Skal Nilles boskab i J. p. bj. 1, 1 tydes på norsk om kreaturbesætningen (buskap) eller på dansk om indbo, bohave? (hverken norsk eller sælandsk er hendes «stenen — Aun» i Erasm. Mont. 1, 3)’. egenhed havde rygstød i nordøstsællandsk bondemål, hvad jeg selv 1854 har iagttaget i flere sogne, jf. Kryger i Blandinger I 385. — «Det er hun» i Holb.s Danmarkshist. II (1856) 80 kan være overført fra Hvitfelds Krist. d. 2den (1596) s. 239. ' Også i prologus til Ulysses måtte det i det mindste efter nuværende dansk sprogbrug sættes lig «det er mig» sml. Joh. Evang. 18, 4 og 5 og jf. Arkiv XI 204 andet stykke; en lignende forbindelse i Kilder. 3, 4 vil H. dog nok have læst anderledes: med eftertryk både på det og jeg, svarende til det straks påfølgende «jeg er det» med toneløst «det» (eð). ?* Se om hele denne fremtrædelse Arkiv XI 202—4 og 384. «det er mig» er trængt ind i flere ældre folkevisehåndskrifter, f. e. Svanings (Danmarks g. folkev. I 164 vers 12) Langebeks (V 1, 315 v. 34) og Anna Urops (V 2, 97 v. 48). E. E. Brobys Tobiæ giftefærd (1635) har «det bliffuer inde» akt 5 sc. 3; De mundo et paupere, Smiths udg. s. 58 «det er dem». Også «Hans Mikkelsens abe» Fredr. Horn har «dig er det» Poesiens misbrug m. m (1731 5. 80), men holder i øvrigt af vendinger som «du er jo den» (5. 36 — «du est dog den» Kingos Sjungekor udg. 1850 s. 137) og «de er jo de» (s. 92 = «de ere de» Sorterups Skansekurv 1709 s. 23). 3? Jf. Antikvarisk tidsskrift 1849—51 s. 138 anm. 3. * Se J. Martensen i Museum 1893 II 80 ff. 3 Eksemplet smitter: Ingemann har «stenen — Aende» i Landsbybörnene IV kpt. 16. I det hele har vore digtere og fortællere, lige ned til Brøndsted («skoven — ñun»: Fædrenes synd 5. 30) og Maglekilde-Petersen (κΚάϊ og pose — hun) her fundet sig en yndlingsplet at gå i vandet på.