Verner Dahlerup: Det danske Sprogs Historie. 91 Forf. er lidt flot med udråbstegn. Så længe sagn udtaltes som navn, havn (og dette er Abrahamsens mening), var Grundtvig lige så berettiget til at skrive saon (s. 95, i det 16de hundredår «saffn»), som vi er det til at skrive gavn (tidligere «gaffn, gafn») for gagn. Når Baggesen f.e. i Kalundborgkrønneken har tredde (s. 125; det åndende d fordoblet for at betegne selvlydens korthed), så er han lovlig undskyldt: han har næppe nogen sinde hørt andet i Korsør eller Slagelse og næppe uden undtagelsesvis i København; endnu bruges denne form dag ud og dag ind af mangfoldige (ligesom smede for smedje), selv om de pligtskyldigst skriver tredje eller tredie. Overgangen mangler ikke sidestykker, og formen uden 7 ligger til grund for alle vore dialektformer lige indtil den indfødte københavnske almues ἐσθ εἶ. S. 123 anføres et udsagn af Rahbek (Om d. danske stil 1802 s. 31), hvorefter det relative der «gærne giver stilen et usædvanligt og ligesom fremmed udseende». Forfatteren har overset, at Rahbek efter der indskyder «eller /vilken», hvortil det nærmest følgende slutter sig; og hvor uheldig end hele forbindelsen er, har den nedsættende dom (der først strøges i fjærde udgave ved A. B. Boye) uden tvivl været møntet paa dette /oi/ken, der endnu i dagligt omgangssprog i det höjeste giver stivstikkerrolle som fornem gæst. Heller ikke i sprogarterne er det nåt længer end til det overgangstrin fra spörgende til henførende stedord”, der afspejler sig i følgende formler: jeg er tilfreds, hvilket (veggeð) [det så er]; jeg kan komme, /vilken dag (veggen daw) det skal være; i hvilket som (er), den sidste brugt af Kristian Winther 1854 (ἐ er det gamle æ, e). I et tillæg giver forfatteren en, i al sin korthed (s. 140—5535), fyldestgörende udsigt over «danske dialekter». Den udtale af mand, der side 142 nævnes som vendelbosk og lålandsk, har jeg hørt på Fyn (jf. Rasks retskrivningsl. s. 45) og Ærø; noget, jeg her kun bemærker for at gribe lejligheden til en selvrettelse. De betænkeligheder, jeg i Arkiv XI 56 f. nærede ved at betragte skråstregen over a i manhæleght i håndskriftet af den gamle hedebyske bylov som længdetegn, er bortfaldne, efter at jeg har set de af Boberg i Arkiv XII 338 f. samlede eksempler. F. Dyrlund. ' Jf. Årb. f. nord. oldk. 1885 s. 288 og Arkiv XII 366. Bemeældte almue har j for d i gade og mange andre ord. ? Jf. Mikkelsen Dansk sproglære § 105 tillæg og s. 339 anm. 1.