Om sproget i 'Vejleder for pilgrimme‘. Af V. Boberg. Den lille, på dansk forfattede 'Vejleder for pilgrimme‘ foreligger i et håndskrift fra slutningen af det 15. århundrede, men må være en afskrift af en ældre original, hvis affattelsestid udgiveren, M. Lorenzen, sætter til tidligst efter år 1384 (se fortalen s. LXXIII f.); dog antager han, at den i ethvert tilfælde er yngre end 1400 og formodenlig endogså först bleven til ved midten af det 15. århundrede. Sproget’ er rent dansk, svagt farvet af en eller anden dialekt, som det ikke er lykkedes udgiveren at bestemme. Ved en nærmere granskning af skrivemåden har jeg fundet et par ejendommeligheder ved denne, der efter min viden ikke tidligere er blevet påagtede. I. Der skælnes skarpt imellem fí og í. th skrives ikke alene i pronomener og adverbier, hvor vi nu har d: ἐποίίω, thee, thigh, thæthen, thoc osv., men også ellers hvor det svarer til isl. Ρ: thredie, three, thidhende, thorn, thoo 'toede‘, thusendæ osv. ; dærimod f, hvor isl. har í: παῖ, taghe, twiggæ, too 2‘, timæ, talæ, tabet, træ osv. Der findes ganskevist en halv snes undtagelser (213 íu ἀπ΄, 219 fre, 224 tree, 219 ting, 222 twngh, 224 tys dets‘ — 215 bis fhidh 'tid', 216 thiidh, 222 thiid, 220 thaghæ), men de må sikkert skyldes afskriveren, 0g de vejer desuden ikke nær op mod de hundreder af tilfælde, hvor reglen overholdes. Man må altså antage, at forfatteren endnu har adskilt ῥ og í i udtalen. Overgangen t/ > ὁ sættes ellers til midten af det 14. århundrede eller tidligere (Noreen i Pauls Grundriss der germ. philol. I 485 § 159). II. De to, efter deres oprindelse forskællige d-lyde sondres i skriften. Oprindeligt ð efter en vokal betegnes ved dh, undertiden også ved t2: tidh, stoodh, siædh, floodh, bloodh, baadh (bad), gudhs, sidhen, stadhen, bedhe, nedhær, fadher, signedhe, begynnedhe, skedhe (skete), ihedhe; døøih, døthæ, thæthen osv. Ligeså efter r: iordhen, oordh, færdhes, inbirdheghe (indbyrdes), hyrdhenæ, nordhen, førdhæ (førte), høørdhe (hørte) osv.; kun i ordet werskyld (216) er ð tabt som følge af konsonantophobningen. Det af í opståede d efter en vokal skrives dærimod gennemgående d, i udlyd undertiden í: ad, aad (både ad‘ og 'at), skud, huad, sad, aad, for actet heed, skind heed