Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread.
/ Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om sproget i 'Vejleder for pilgrimme‘.
Af V. Boberg.
Den lille, på dansk forfattede 'Vejleder for pilgrimme‘
foreligger i et håndskrift fra slutningen af det 15. århundrede, men
må være en afskrift af en ældre original, hvis affattelsestid
udgiveren, M. Lorenzen, sætter til tidligst efter år 1384 (se fortalen
s. LXXIII f.); dog antager han, at den i ethvert tilfælde er
yngre end 1400 og formodenlig endogså först bleven til ved
midten af det 15. århundrede. Sproget’ er rent dansk, svagt
farvet af en eller anden dialekt, som det ikke er lykkedes
udgiveren at bestemme. Ved en nærmere granskning af
skrivemåden har jeg fundet et par ejendommeligheder ved denne, der
efter min viden ikke tidligere er blevet påagtede.
I. Der skælnes skarpt imellem fí og í. th skrives
ikke alene i pronomener og adverbier, hvor vi nu har d: ἐποίίω,
thee, thigh, thæthen, thoc osv., men også ellers hvor det svarer
til isl. Ρ: thredie, three, thidhende, thorn, thoo 'toede‘, thusendæ
osv. ; dærimod f, hvor isl. har í: παῖ, taghe, twiggæ, too 2‘,
timæ, talæ, tabet, træ osv. Der findes ganskevist en halv snes
undtagelser (213 íu ἀπ΄, 219 fre, 224 tree, 219 ting, 222 twngh,
224 tys dets‘ — 215 bis fhidh 'tid', 216 thiidh, 222 thiid,
220 thaghæ), men de må sikkert skyldes afskriveren, 0g de vejer
desuden ikke nær op mod de hundreder af tilfælde, hvor reglen
overholdes. Man må altså antage, at forfatteren endnu har
adskilt ῥ og í i udtalen. Overgangen t/ > ὁ sættes ellers til midten
af det 14. århundrede eller tidligere (Noreen i Pauls Grundriss
der germ. philol. I 485 § 159).
II. De to, efter deres oprindelse forskællige d-lyde
sondres i skriften. Oprindeligt ð efter en vokal betegnes ved
dh, undertiden også ved t2: tidh, stoodh, siædh, floodh, bloodh,
baadh (bad), gudhs, sidhen, stadhen, bedhe, nedhær, fadher,
signedhe, begynnedhe, skedhe (skete), ihedhe; døøih, døthæ,
thæthen osv. Ligeså efter r: iordhen, oordh, færdhes,
inbirdheghe (indbyrdes), hyrdhenæ, nordhen, førdhæ (førte), høørdhe
(hørte) osv.; kun i ordet werskyld (216) er ð tabt som følge af
konsonantophobningen. Det af í opståede d efter en vokal skrives
dærimod gennemgående d, i udlyd undertiden í: ad, aad (både
ad‘ og 'at), skud, huad, sad, aad, for actet heed, skind heed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Tue Jun 16 17:54:52 2026
(www-data)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/nordfilol/3r5/0138.html