V. Boberg: Om sproget i 'Vejleder for pilgrimme“. 127 (skyndsomhed). oden, ydersiæ, æde, flyder, føder (fødder), heder (hedder), drodning, wadn, nædwordh; skut (skud), lat (lad |), græt osv. At der også hær findes undtagelser, hvor det oprindelige forhold er forstyrret (f. eks. 210 grædhæ, ladhe, 218 foodh, 212 gwd, 213 død, 210 oord, 222 hard osv.), er ikke til at undre sig over; deres antal er imidlertid forholdsvis ringe (c. 50) i sammenligning med de mange hundreder af tilfælde, hvor reglen er gennemført; de er naturligvis ligesom ovenfor at forklare ved unöjagtighed fra afskriverens side. Der kan dærfor ingen tvivl være om, at forfatteren har udtalt de to d-lyd forskællig, nemlig som spirantisk ὃ, hvor det svarede til isl. ð, men som eksplosivt d, hvor isl. havde é. Det samme er som bekendt tilfældet i skrifter fra en noget ældre tid, f. eks. i AM 187 (fra sidste halvdel af det 14. århundrede) og i skråen for knudsgildet i Flensborg (hs. fra slutningen af det 15. årh., men afskrevet efter en ældre original; se fortalen til Såbys udgave af AM 187 5. XIII). Sædvanlig antager man, at det eksplosive d (< f) blev spirantisk allerede henimod midten af det 14. århundrede (Noreen i Pauls Grun driss I 385 § 162 b) I VíP er ð mellem to vokaler kun tabt i siæn (204) siden‘ (adv.), fil siar (210) t! siær (217, 224), til siæ (217), der formodenlig betyder ’til siden‘, altså efter ὦ, en stilling, i hvilken også rigssproget undertiden har mistet ð (¢iere, bie, soie osv.); ved siden dæraf findes der dog også former med d/h, f. eks. 211 sydhe (subst.), sidhen (adv.), 219 sidhe, 218 bidhæ bie‘, ligesom d/ er bevaret i scudhe (219) skue‘. I adskillige fremmede ord har VfP ligesom nu eksplosivt d: Magdalene, Herodis, Cedron, Jordan el. Jorden, spidalskæ, Nicodemus, også predikedhe (formodenlig med tonen på 2. stavelse, jf. Mandevilles rejse 14 0.0. predikkædæ). Oprindeligt dd skrives snart d(d), snart dhì: 210 nødæ nødte‘ (indikativ), 211 wider udvidet‘, 212, 221, 222 /øød, 220 føder 'født'‘, 222 gleddes glædede sig‘, dedes udbad sig‘; 214 bredhen, brædhen 'bredde-n‘, 221, 224 widhe vidde‘, 220 /ødher 'født', 221 fødhe fødte‘ (ind.)!. Hvorledes dd har udviklet sig i dansk, er endnu uklart. Et lignende forhold som ved d findes ikke ved g. Oprindeligt spirantisk g er enten tabt eller blevet til 7 eller w; det af 1 Udgiveren har s. 212 fejlagtig rettet håndskriftets mødær (præs.) til mødæ (præter.) istædetfor møtæ el. møttæ; for isl. tt har VfP overalt t, tt: swetes, thrætes, bytæ, møttæ osv.