128 V. Boberg: Om sproget i 'Vejleder for pilgrimme. k opstäede g udtrykkes ved 9g og gh iflæng, såat det sikkert er blevet udtalt spirantisk ligesom nu. Endelig skrives der for oprindeligt p mellem to vokaler ὁ (Zøber, obet), i udlyd og foran konsonant mest p: skendskap, diupt, skipdher οϑν. Hele dette forhold stemmer med den af Såby anf skr. s. XIV fremsatte anskuelse, at forandringen af Æ, £, p er begyndt med 1, som dærfor i VfP allerede står på sit nuværende standpunkt, dærnæst har grebet í der i VftP endnu viser sig i overgangsstadiet, og endelig også p, som bær endnu ikke trembyder noget tegn på spirantisk natur. III. Der göres forskæl mellem Z ππ ον ἰά πᾶ: fulleleghe, fulkomme, kallæs, quinner, in, brøøn (brønd), sønnæn (sønden), annen (pron.), man (mand), kunnæ (præt.), kungiordhe, innæn, span, ewinnelygh osv., men giælde, holde, wilde, skulde, siælden, skyld, land, strand, oond (ond), hand (hånd), bunde (bandt), endedhe, oitende, ihusendæ, fiændæ, hauendes, wende (vendte), sende (sendte), send (sendt), steendæ (stenede) osv. Mellem πὶ og r findes indskudt et d i andræ, mindre, sønder, synder (syd). Heller ikke uoprindeligt // nn skrives nogensinde med d: fo! (told), wille (præs.), swen, skullæ (el. skulæ) osv. 210, 212 gyldenæ må være lånt af mnt. gulden. anuordhet (212, for and-) kan have mistet sit d på grund af konsonantophobningen. Den eneste virkelige undtagelse er yndermeræ (217, men 212 innermeræ) ‘længere inde‘, der må være indført af afskriveren. Overgangen /d, nd > ll, nn antages sædvanlig at falde allerede i det 14. århundrede (Noreen i Pauls Grundriss I 486 § 165 a og b). At opr. í og ð i dette skrift er behandlet forskællig, er ganske naturligt, da det samme som bekendt endnu den dag idag er tilfældet i de fleste danske dialekter. Mere underligt er det i et så sent skritt at træffe det eksplosive d i indlyd, skönt det ellers på denne tid er gået over til ð, samt forskællen mellem ἐμ: t, l: ld, πα : nd. ἘΠῚ αὐ to må dærfor være tilfældet: enten falder originalens affattelse noget tidligere end af udgiveren er antaget (midten af det 15. århundrede), eller også er de hær omtalte lydovergange i forf.s dialekt först indtrådte senere end på de fleste andre punkter af landet. København, september 1896.