Anmeldelser. Furtwängler, Intermezzi, kunstgeschichtliche Studien. 1896. Denne luxuriøst udstyrede Bog er en Slags Fortsættelse af Forfatterens «Meisterwerke der griechischen Plastik». Den første Afhandling meddeler i 4 fortrinlige Fotografier, tagne fra forskjellige Sider, et smukt og interessant Broncehoved i Hertugen af Devonshires Samling. Det er lidt over naturlig Størrelse og forestiller uden Tvivl en Apollon. Dets Lighed med Apollon i Gavlen i Olympia og andre beslægtede Monumenter berettiger Forfatteren til at hensætte det til Tiden kort før Midten af det 5. Aarh. f. Chr. Den 2. Afhandling «Der Torso Medici und der Parthenon» bevæger sig paa det samme Omraade som Størstedelen af «Meisterwerke». Forf. har havt Leilighed til nærmere at undersøge den kolossale Athenatorso i Palais des beaux arts, og er kommen til det Resultat, at den ikke er, som man antog, af carrarisk, men af pentelisk Marmor, og at det ikke er en Kopi, men et græsk Originalarbeide. Ja, han finder Biendommeligheder i Arbeidsmaaden, som ellers, efter hans Sigende, kun findes i et eneste antikt Værk, nemlig Gavlgrupperne paa Parthenon. Da nu Figuren efter sin Størrelse og sin hele Stilling særlig kunde egne sig til at være Midtfiguren i en Gavlgruppe, slutter han, at det har været Hovedfiguren i Parthenons østlige Gavl, den af Zeus’ Hoved nylig udsprungne Athena. Han fremsætter derfor en ny Rekonstruktion af denne Komposition, hvor Athena staar i Midten, paa den ene Side af hende Hephæstos, paa den anden Poseidon, derefter Zeus og Hera thronende, og saa fremdeles andre Guder. Betænkeligt er det rigtignok, at Faderen, Zeus, saa bliver mindre end Barnet, og Furtwänglers Bemærkning, at det jo er hende og ikke Zeus, der er Hovedpersonen, strander derpaa, at hele Situationen derved bliver uforstaaelig. Men helt ude af Charakteren er det, for ikke at nævne andre Ting, naar han giver den nyfødte Gudinde en Offerskaal i Haanden og stiller hende foran et Alter (S. 30). Vi kunne forstaa Philostrat (Imag. 2,25) som lader Athenienserne og Rhodierne offre til hende; men den mægtige Krigsgudinde, som blænder Alle ved sin pludselige Fremkomst, kan ikke i samme Øieblik være en gammel Bedstemoder, der lyksaliggjør sine Børn med sine Gaver. F. støtter sin Rekonstruktion ved de af Sauer (Mittheil. d. arch. Inst. Athen. Abth. 1891) omhyggelig optegnede Standspor paa Gavlens Grundflade, Spor, som vel kunde umuliggjøre hans Hypothese, hvis de fandtes at stride derimod, men som ere altfor ubestemte til at benyttes som positivt Bevis for