J. L. Ussing: Anm. af Furtwängler, Intermezzi. 133 hvilke Figurer der have staaet der. Og naar han finder (S. 24), at «die Annahme, dass ein Römer gerade die neugeborene Athena des Ostgiebels, ein stolzes Wahrzeichen der Stadt, geraubt habe, ist eine ganz unbedenkliche», ville vistnok de Fleste være af en modsat Mening. Det var ikke som Trofæer, at Romerne røvede Kunstværker, men som Kostbarheder, og hvor rovlysten endog en Romer kunde være, sely om det var Kejser Nero selv, vilde han dog næppe anvende alt det Arbeide og den Tid, der krævedes til at nedtage en saa kolossal Figur fra en saadan Hoøide, især da det ikke gjaldt om at erhverve et Museumsstykke, men en Prydelse til et Palads, hvortil mange andre Kunstværker egnede sig bedre. Og saa skulde Pausanias, hvor han omtaler denne Gavlgruppe, ikke have nævnt, at Midtfiguren fattedes! Nei lad os være glade ved de uvurderlige Rester af denne Gruppe, som Lord Elgin bragte til London, og ikke forstyrre vore Forestillinger om Phidias’ Kunst ved, efter en uhjemlet Hypothese, at indblande en fremmed Figur, som hvor storstilet den end kan være i Kompositionen, dog sikkert staar langt tilbage for hine vidunderlige Værker. Langt større Værd har den følgende Afhandling. Den behandler det smukke Friserelief i München, hvor Poseidon og Amphitrite kjøre hen over Havet i et stort Følge af Tritoner og Nereider. Man vidste, at der i sin Tid havde existeret en Pendant dertil, men vidste ikke, hvor den var bleven af. Det er lykkets F. at finde den i Louvre. Den forestiller en Ofring. Paa den ene Side af Alteret staar Præsten og modtager de reglementerede Offerdyr, Oxen, Vædderen og Svinet (suovetaurilia); paa den anden Feltherren som foranstalter Ofringen. Yderst til venstre sidder en skrivende Mand; hvad han optegner, veed jeg ikke; F. mener, det er de Veteraner, som efter det endte Felttog skulle afskediges med Honneur. Begge Friserne høre utvivlsomt sammen, og naar man tidligere i Almindelighed betragtede Münchenerfrisen som et græsk Arbeide, nødes man nu til at henføre den til Rom. Af Kostumet slutter F., som allerede tidligere Saglio, at Offerscenen maa høre til Republikens Slutning, og med Hensyn til Havgudernes Tog havde allerede Brunn henledt Opmærksomheden paa det Neptunstempel, som Cn. Domitius Ahenobarbus, cos. 32 f. Chr., opførte «in circo Flaminio», og hvori han opstillede Skopas’ berømte store Gruppe af Havguddomme (Plin. H. N. 36, 26), et Tempel, hvoraf Søilerester skulle være fundne ved Via de’ Specchi og Palazzo S. Croce, hvor disse Relieffer tidligere fandtes. Brunn mente, det havde været Templets Frise; F. viser, at dette er umuligt; Maalene passe ikke. Det har heller ikke, som Brunn mente, været en uafbrudt fortløbende Række; de to yderste Stykker, til høire og venstre, ere kun tilkittede med Gips. Disse have en Længde af 1,74 m. Fjerner man dem, bliver det store Midtstykke tilbage, 5,79 m.