Edv. Lehmann: Anm. af Dieterich, Die Grabschr. d. Aberkios. 145 lyder det: Vestgermansk. Af hans Argumenter finder jeg imidlertid kun eet mere vægtigt: krimgot. geen = tysk gehen, engl. to go overfor den fælles gotisk-nordiske Nydannelse gaggan — ganga (østn. gá er sekundært). Dog er her (som i det strax følgende Rimord breen, oht. ὁγαίαπ, ndl. braden (broejen?]) paafaldende Busbecks ee (for venteligt ¿ = oht. σᾶπ eller 16 = oht. gën). Ogsaa kunde Formen tidligere være optagen af Eudusierne og Erulerne, som Vestgermanernes nærmeste Naboer, ligesom den senere trænger igennem hos Danske og Svenske. Den egentlige Hovedopstilling: lydlovligt Tab af πα]. z som i Vestgerm., maa jeg bestemt tage Afstand tra, selv om jeg ikke af dets mig utvivlsomme Tilstedeværelse (som s, $, jfr. ies = jains eller ains, iel sanum ieltsch sanus = hail, hails) omvendt udleder nordisk Nationalitet: her kunde vel nok foreligge Genindsættelse ved gotisk Paavirkning (ligesom omvendt det antagne Tab af z kunde skyldes Analogi. som Tabet af Nominativs s, r i Spansk, Sentgotisk, Nynordisk). Men nogen saa skarp Grænse behøver vi overhovedet ikke at drage: forsaavidt Erulerne har boet i Skaane, har de selvfølgelig været Skandinaver og nøjere udtrykt Danske. Derimod Eudusierne i Jylland har ihvertfald nærmet sig stærkt til Angelsaxerne. Om ,hvor meget’ lønner det sig knap at strides. Og desuden, disse og andre Tvivlsmaal, hvoraf jeg ogsaa ellers baade i Dr. Loewes sproglige og ethnologiske Behandling finder nok, kræver, naar de skal drøftes, en Behandling, der gaar ud over en Recensions Ramme. Det fortjener Sagen ellers ogsaa nok paa Grund af sin nu forøgede Betydning. Som Hovedresultat maa vi være Dr. Loewe Tak skyldige for den Berigelse, han har skaffet vor Viden om hine mærkværdige Sortehavs-Germaner og, tør vi nok sige, Danmarks Urindbyggere. G. Schütte. Die Grabschrift des Aħerkios, erklärt von Albrecht Dieterich. Leipzig 1896, Teubner. VI + 54 5. Den gamle sten, der stod etsteds i Frygien med græske bogstaver på, har tidlig sat folks fantasi i bevægelse. En legende fra tiden om Julian, der står at læse i Acta Sanctorum Oct. IX, er den første forklaring vi kender. Den vêd at fortælle, at den Aberkios, om hvis rejse til Rom indskriften beretter, var en biskop i det frygiske Hierapolis, hvem keiser Mark Aurel stævnede til Rom, at han skulde helbrede hans datter. Den uddrevne djævel måtte da til straf bringe biskoppens gravmæle fra Rom til Frygien, og legenden gør sig troværdig ved at meddele dets Nord. tidsskr. f. filol. 3die række. V. 10