146 Edv. Lehmann: Anm. af indskrift, som forfatteren påstår selv at have optaget. Denne afskrift var det eneste, man indtil den sidste tid kendte til det gamle epitaphium, og den tabte efterhånden sin interesse, da man fra flere sider havde erklæret den for et uægte dokument Så begav det sig imidlertid, at Ramsay i 1883 fandt indskriften selv i gangen til de varme kilder en halv mils vej fra Hieropolis, en længere inde i Frygien liggende by; vel var den slået i to stykker. men det meste af den er dog til at læse, og da sultanen havde vist sin kollega, paven, den opmærksomhed at sende ham det større af disse stykker. sendte Ramsay det andet stykke efter, og de står nu så godt sammenføjede som muligt i Lateranmusæet, betegnede med den meget sigende påskrift: fragmentum tituli sepuleralis eœ Asia advectum, in quo Abercius Hieropol. epise. sæc. II universæ ecclesiæ consensum in unam fidem testatur. Såmeget har katholikerne nemlig fået ud af denne indskrift, og det er mænd som Rossi og Duchesne, der står inde for den kirkelige tydnings rigtighed. Ifølge denne fortæller indskriften os følgende (at det er en biskop, som den stammer fra, antager man i kraft af legenden): Aberkios, borger i den udvalgte stad, den hellige hyrdes (9: Kristi) discipel, sendtes af denne til Rom for at se βασιλειαν (Rom?) og βασίλισσαν, dronningen (menigheden?) med det gyldne klædebon og de gyldne sandaler; der så’ han også folket (λᾶον) med det strålende segl (σφραγῖδαν — 9: dåben). Han rejste gennem Syrien, ja kom over Eufrat til Nisibis, og over alt fandt han trosfæller eller følgeskab (συνοδίτας). Paulos havde han med sig. Troen (πίστις) ledede ham og gav ham bestandig til næring hin mægtige fisk (ἰχϑύς — i gammelkirkelig symbolik tegnet for Kristus) som den hellige jomfru havde draget op af kilden’. Denne gav hun dem bestandig at spise (som sakrament), idet hun gav dem vin blandet med brød”. — Altså den hele katolske kristendom i kort sammenhæng, og det ved år 200; — ti det betragtes samtidig som givet, at Aberkiosindskriften er ældre end den med 216 daterede Alexandrosindskrift, der har de samme begyndelses- og slutningslinier. Således står det fast, at det romerske episkopat allerede ved denne tid strakte sin magt over det meste af Asien, såvidt, at en frygisk biskop søger til Rom for at skue den kristne verdens midtpunkt, og at han på sin rejse finder trosfæller ved Eufrat og i 1 ἐδράξατο ἀπὸ πηγῆς — ifølge Krauss forklaring, Roma Sotterranea 248 cfr. 284, 339, enten = undfangede ved Guds nåde (der strømmede som vand fra klippen i ørkenen), eller, da klippen ifølge Paulus var den præexisterende Kristus, så er det fra dennes kilde, hun har grebet Kristus. ? Jeg gengiver den katolske tydning således som jeg har kunnet sammenstykke den af Kraus og de protestantiske arbejder, som dels optager den, dels angriber den. Rossi og Duchesne har jeg desværre ikke kunnet få i hænde.