Dieterich, Die Grabschrift des Aberkios. 147 Syrien. Intet under at denne indskrift er blevet de katolske arkæologers helligdom, «de kristelige indskrifters dronning» har de Rossi kaldt den. Den protestantiske teologie har gennemgäende overtaget denne kirkelige forståelse af indskriften, og nogle af dens dygtigste patristikere, Lightfoot og Zahn, fastholder den med iver. Kun tjærnes naturligvis de særlig katolske støttepunkter ved den protestantiske interpretation. Den anglikanske Lightfoot kan endnu enes med Duchesne om at βασιλεία betyder Rom (la cité reine); men det vil Zahn på ingen måde; han læser βασιλῆ 0g Paoiλισσαν, og forstår derved keiseren og keiserinden, som biskoppen er rejst afsted for at se (på befaling af den gode hyrde!). Ligeledes indskrænkes hos Zahn den hellige jomfrus betydning til den, der tilkommer hende ifølge skriften: at have født Kristus (draget ham fra det oprindelige element, i hvilket han levede før sin menneskevordelse, «mag dabei an die überirdische Welt überhaupt, oder an Gott als den ewigjungen Urquell alles Lebens, oder insbesondere an den heiligen Geist als die Quelle des irdischen Lebens Jesu gedacht werden . . . eine reine Jungfrau hat ihn erhascht und an das Ufer dieser irdischen Welt gezogen»). Med denne virksomhed må hun nøjes og holde sig pænt i sin relative sætning: og det bliver da atter πίστις, der træder frem som subjekt i de næste sætninger, hvor der gives vennerne ἰχϑύς og vin og brød at spise, ti «als Stifterin des A bendmals konnte doch weder Maria noch die Kirche vernünftiger Weise vorgestellt werden». Jeg har opholdt mig ved de svageste punkter i denne fortolkning, men skylder dog strax at bemærke, at Zahn med stor grundighed har godtgjort mange af de enkelte udtryks og vendingers oldkristelige karakter. Noget andet er, at indskriften som helhed, læst på kirkelig måde, bliver et overmåde kunstigt og tvungent udtryk for en kristelig bekendelse, og at den ingenlunde giver klart billede af den begivenhed, der her er skildret som A berkios’ store oplevelse. En yngre tysk teolog, Dr. G. Ficker, har følt det utilfredsstillende ved denne hele behandlingsmäde og i en afhandling, som Harnack fremlagde for ham i Berliner Akademiet jan. 1894, søgt at godtgøre indskriftens /edenske karakter. Ficker savner utvetydig kristendom i den hele indskrift: «kein einziges Wort findet sich in ihr, das offen und verständlich einen christlichen Charakter trage»; flere udtryk bliver pleonastiske, som f. ex. βασίλειαν — βασίλισσαν — λᾶον, hvilke, (når man ikke vil ty til en udvej som den med keiseren og keiserinden, der sprogligt er mere end betænkelig og reelt temmelig intetsigende), bliver tre udtryk for omtrent det samme ‘og de to αἴ dem særdeles forskruede. Andre udtryk er kristeligt set be tænkelige, t. ex. skildringen af Kristus som den «rene» hyrde, med de store øjne der skuer ned overalt, og at han græsser sine 10*