148 Edv. Lehmann: Anm. af får på bjærge og sletter; det minder snarere om en hedensk hyrde- og solgud, og Ficker foreslår nu at forstå den hele indskrift som et monument fra en af de halvtmystiske og halvtasketiske kultuskrese, hvoraf hedenskabet i oldtidens slutning havde så mange. Guden bliver da den frygiske hyrdegud Αἰ. der var forbundet med Kybele som Adonis med Aštarte, og Aberkios bliver da en Kybelepræst. som i sit æmbeds medfør rejser til Rom, hvor Kybele efter alt at dømme (navnlig kejser Julians 5te tale er her afgørende) må have været dyrket sammen med Zeus som βασίλισσα og βασιλεύς. Om Attis kan Ficker fremdeles oplyse. at hans syriske paralel «Atargatis’ søn» dyrkedes under fiskens symbol, og han mener, at det samme var tilfældet med Attis. Nu fortæller Julian netop om magna mater, at hun havde reddet Attis ud af fioden Gallus, i hvilken han var sat ud, havde opfostret og elsket ham. Da magna mater nu ofte skildres som den strængt jomfruelige, kan der være hentydet til denne myte med ordene om den rene jomfru, der drog fisken op af kilden. Nu gælder det i almindelighed om Kybelepræsterne, hvad også Julian fortæller os, at de ikke måtte spise fisk; kun præsterne var denne nydelse forbeholdt, nemlig som offermåltid. Ficker formoder nu, at det er denne særlige skik, der hentydes til med fiskemåltidet, idet indskriften da særlig belærer os om, at Aberkios var rejst gennem Syrien for der at indføre en udvidet fiskespisning, som alle troende kunde tage del i, nemlig når de spiste fisken som symbol på Attis. Dette er hovedpunkterne i Fickers afhandling, der nu snart fik støtte af Harnack ad anden vej, ti den store kirkehistoriker skrev selv i sine «Texte und Untersuchungen» 1895 en artikel om indskriften, hvori han skarpt kriticerede dens kirkelige karakter. Men nu bliver Zahn så vred som en tysker; i sit «Neue Kirchliche Zeitschrift» 1895 farer han op mod Ficker og Harnack og undser sig ikke for at adoptere Duchesne’s lidet galante udtryk: «Hr. Ficker har villet få sig en latter og forlyste Berlinerakademiet med det samme», — ord. som de Rossi med indignation viste fra sig. Iøvrig er Zahn ingenlunde uden våben mod Ficker, og denne hans artikel er et af de bedste indlæg fra kirkelig side. Med rette kan det nemlig indvendes mod Ficker, at så sindrig hans fortolkning er, gør den dog hverken de kultiske forhold eller den historiske begivenhed synderligt klarere end de kirkelige teologers; falder end udtrykkene mindre kunstlede, så er det dog kun ad omveje, ved en rigelig brug af ordene «hvis» og «såfremt», at han når til de realiteter, som udtrykkene skulde betegne, og man må skænke Zahn sin sympati i hans bestemte kritik af den vage hypotese. På dette punkt kom imidlertid Dieterich til hjælp med en tydning, han allerede længe havde haft idéen til; hans udmærkede bevandrethed i grænsedistriktet mellem hedenskab og kristendom,