Dieterich, Die Grabschrift des Aberkios. 149 der allerede havde bevidnet sig i hans «Nekyia», forbundet med hans friske blik på tingene, har sat ham i stand til at finde det, hvorefter Ficker havde famlet. Han erklærer for det første (i tilslutning til Zahn) A berkiosindskriften for noget yngere end Alexandrosindskriften, i hvis formler den på en kluntet måde gør ændringer ad hoc og overhovedet passer dårligt ind. Legenden, derimod, hvis historiske kærne (en biskop og hans rejse til Mark Aurel) Zahn holder fast på, forkaster D. aldeles som dokument: den er en dårlig efterligning af Kyriakoslegenden, forbundet med enkelte lokaltraditioner, og har dannet sig som tildigtning til indskriftens rejseberetning. Også for Dieterich er Attis den hyrde, der er tale om, og det er som hans præst, A berkios rejser til Rom ved tiden 219—220. På den tid havde Heliogabal just indført dyrkelsen af den universelle solgud, der tilbades under navnet βασιλεύς eller rez. Særlig betydning fik i denne kultus gudens formæling med den regina, den store himmelgudinde, som kejseren lod hente fra Karthago; det prægtige ἱερὸς γάμος blev fejret i Rom under stor tilstrømning af repræsentanter for alle beslægtede kulter, til hvilke også Attisdyrkelsen måtte regnes, og brylluppet gentoges ved en årlig fest. Denne Dieterichs formodning stadfæster sig på flere måder. For det første kaldes den himmelske dronning ofte med eftertryk χρυσοσάνδαλος (indskriften har χρυσοπέδιλος), også tales der om hendes gyldne klædebon som noget særlig betydningsfuldt (og hvor dårligt passer ikke disse prædikater til den kristne menighed !). For det andet ligger det da nær at forstå λᾶος ikke som «folk» men som «síćen», den hellige solsten altså, som førtes med så megen pomp omkring i processionerne', På afbildninger atf denne kan man iagttage et ophøjet mærke (ifølge Herodian et billede af solen), der vel bedre kunde kaldes σφραγὶς λαμπρά end dåben, ved hvilken prædikatet λαμπρός ifølge Harnack ikke har nogen naturlig plads. Dette er altså den store begivenhed, som Aberkios i sin indskrift vil fortælle, at han har været med til. Hvad rejsens enkeltheder angår, må det først fremhæves, at den σίστις, der leder den hellige mand på vejen, er fremkommet ved heling af atbrudte tegn, og allerede Ficker formoder, at der må læses noget andet, navnlig i stedet for 11. Dieterich kom ved nøjere eftersyn til et NH (sammenskrevne, hvilket ofte findes i indskriften) ΣΊΤΙΣ, uden at ane om γῆστις betød nogetsomhelst. Det viste sig ved fortsat forskning at passe fortræffeligt; det er nemlig navnet på en i Empedokles’ filosofi og Markions gnosis mægtig vandenes og fiskenes gudinde, hvem den asketiske rejsende knytter sig til; ti hun rækker ham den fastemad, som hans observans byder ham : Sáledes allerede O. Hirschfeld i Sitzungsber. d. Berlin. Akad. 1894. I, 213.