150 Edv. Lehmann: Anm. af Dieterich, Die Grabschr. d. Aberkios. at nøjes med: en ren fisk, fanget og tilberedt af en ubesmittet jomfru. Både fiskespisen og den ejendommelige fangst og tilberedelse påviser D. som ofte forefundet skik i lignende krese. Dertil føjes da vin og brød som led af den kultiske eller sakramentale ernæring. <«Nestis hat mich geführt, ich habe Fische gegessen, ich habe Mischtrank und Brod gegessen», det er for Dieterich Aberkios’ «Kultbekenntniss». Fremskridtet fra Ficker til Dieterich er iøjnefaldende. Vi har her en bestemt kultus, en bekendt religiøs begivenhed, som er betydningsfuld nok til at motivere Romerrejsen og til at mindet om denne rejse burde bevares. Og — hvad der særlig gælder i modsætning til den kirkelige tydning — indskriftens beretning er simpel og naturlig tale uden kunstige omskrivninger eller gådefulde antydninger. Kun et punkt lader D. stå hen; det er ordene Π|ᾳαῦλον ἔχων ἔποχον, som hverken hvad aflæsning eller oversættelse angår er gode at have at gøre med. Fra kirkelig side er man henrykt over at have Pavlus med på indskriften; men man ved ikke rigtig, hvad man skal stille op med ham. Hvad har Aberkios gjort med Pavlus? Haft hans breve med på vejen, som Lightfoot foreslår? Eller er han blot rejst med Pavlus som forbillede (Zahn)? Dieterich tillader sig at mene, at der har været flere Paul’er end apostlen, og Suidas og Pape mener nok det samme. Ellers er alt forklaret og passer naturligt sammen. Man kunde måske have ønsket at se ordet γάμος, da brylluppet just er begivenhedens pointe; men vi må erindre, at indskriften er forfattet metrisk, hvilket jo begrænser udtrykkets fuldstændighed. Af Zahns indvendinger mod indskriftens hedenskab står enkelte ubesvarede: Z. påstår, at Alexandrosindskriftens slutningslinie: εἰρήνη παράγουσιν καὶ μνῃσκομένοις πεοὶ ἡμῶν er afgjort kristelig; og er den ældre indskrift kristelig, bliver den yngre parallel det også. Endvidere påviser Z., at efterskriften, hvorefter den, der forstyrrer gravmælets fred, skal straffes med svære bøder til fiskus og kommune, ikke kan være noget bevis for at epitaphiet er hedensk (0: tilhører en statslig anerkendt kultus), da en lignende trusel findes på et bevislig kristeligt gravmæle (Journ. of hell. stud. 1883. p. 400 nr. 18) Men Dieterich henter bevis fra denne slutningstrusel. Dieterichs bog er ved sit rige og sjældne stof, sin virksomme undersøgelse og sin livlige fremstilling, overordentlig fængslende og lærerig. En indledende fremstilling af tydningens historie vilde have givet klarere begreb om hvor Dieterich begynder og hvori hans glimrende fortjeneste består. Men det kan andre jo skrive bagefter. En lille uorden i Anførelsen af Lightfoot (s. 7 lin. 5) tillader jeg mig at berigtige for deres skyld, som vil efterse denne forfatters bidrag. Der skal stå: The Apostolic Fathers. Part. 11. vol. I. 478 f. (Bd. 2. p. 492 f.). D. synes at have citeret det på anden hånd, hvilket kan tilgives, når man bor i Marburg.