M. J. Goldschmidt: Anm. af Vergils Æneide, oversat af Kiær. 151 Det religionshistoriske udbytte, man vinder ved at studere indskriften, er meget rigt. De to tydninger af samme text, af hvilke den mindst rimelige dog altid bliver mulig, viser det udvortes slægtskab mellem datidens hedenskab og kristendom. Det fremgår bestandig klarere af studier som Harnacks på theologisk side og på filologisk Useners, Diels’ og Dieterichs, at kristendommens dåd ikke har været at skabe nye kultiske former, men nyt religiøst indhold, og at dette indhold igen ikke på alle punkter har været så væsensforskelligt fra det bestående, som man hidtil har været tilbøjelig til at mene. Edv. Lehmann. P. Vergilius Maro’s Æbneide, episk Digtning i tolv Bøger, oversat af ZL. Ove Kiær. København 1896, Gyldendal. XII -+ 270 5. Det er ikke nogen let, eller rettere sagt, ikke nogen behagelig Opgave, der stilles en, når man skal skrive en Anmældelse af den nylig udkomne Oversættelse af Vergils Æneide. Thi der påtrænger sig under Læsningen uvilkårligt så mange Indvendinger, at man let kommer til at overse de gode Sider, der findes ved Bogen. Man glemmer let Fortrinnene for Fejlene, det skønsomme Ordvalg for de enkelte Smagløsheder, man vurderer ikke tilstrækkelig de overvundne Vanskeligheder og man får nemt Udseende af ikke noksom at anerkjende det store Arbejde, den årelange Flid og den delvise Dygtighed, der ligger bag ved. Ikke nogetsteds gjælder måske mere end her Horats’ bekjendte Ord: Disecit enim citius meminitque libentius illud quod quis deridet, quam quod probat et veneratur. Og hertil kan man vist, som jeg senere skal vise, med større Ret end andetsteds her, hvor Talen er om denne Oversættelse, føje det foregående Vers: præcipue, quum se numeris commendat et arte. Sed — quamquam animus refugit — incipiam. Først vil jeg betragte Bogen som Oversættelse, og dernæst som metrisk Oversættelse. Hvad selve Oversættelsen angår, må den i det hele siges at være god og tilfredsstillende; navnlig forekommer 1ste og 6te Bog mig at yære heldig, særlig er Stormen i 1ste Bog godt gjengivet; blandt andet er der det bekjendte quos ego træffende oversat ved «Ja jeg skal . . .». Meni et så vidtløftigt Arbejde er det dog naturligt, at der har indsneget sig nogle Fejl, blandt hvilke jeg her vil fremhæve følgende.