162 Harald Høffding: Anm. af Problemer, saa vel som ilusoriske Problemløsninger, og det er ikke altid, at de behandles saa dygtigt som de Gamle behandlede dem. Sammenligner man Gomperz’ Bog med Eduard Zellers monumentale Værk «Die Philosophie der Griechen» (som første Gang udkom 1844—52, og som nu, fra 1892 af, udkommer i femte Udgave), viser det sig, at Gomperz har mere Interesse for de enkelte Problemer og de enkelte Personligheder og fastholder den filosofiske Tænknings stadige Vexelvirkning med andre Omraader, medens Zeller har en mere udpræget systematisk Tendents, forener Tankerne i bestemte Rækker og søger at finde den begrebsmæssige Overgang fra det ene færdige Tankesystem til det andet. Modsætningen er som man kunde vente den mellem en Discipel af Hegel og en Discipel af Stuart Mill. Paa en meget smuk Maade har Gomperz baade udtalt den fælles Interesse, der forbinder ham med Zeller, og antydet den Modsætning, der bestaar mellem deres Opfattelse, i de Ord, hvormed han indleder sit Bidrag («Die herkulanische Biographie des Polemon») til det Festskrift, som af Videnskabsmænd fra forskellige Fag overraktes Zeller ved hans 50aarige Doktorjubilæum (1888): «Med Hensyn til Bedømmelsen og Vurderingen af antike Tænkeres Lærdomme hersker der ganske vist endnu mangfoldig Strid og vil fremdeles stedse herske Strid, med mindre Verdensanskuelsernes i Aartusinder frem- og tilbagebølgende Kamp en Gang skulde blive endeligt bilagt. Men paa ét Punkt vide alle vi, hvem de Studier ikke ere fremmede, som De har helliget en saa stor Del af Deres paa Arbejde og -Ære saa rige Liv, os ganske enige: i Ærefrygten for den vidunderlige Række af aands- og villieskraftige Mænd, i den inderlige Hjertensglæde, med hvilken vi gennemvandre hint enestaaende. Galleri af stolte Karakterhoveder, som kaldes græske Vismænd. Hvor kunde man ogsaa være mere glad over at være Menneske end her?» — Hvis Nogen vilde mene, at en spekulativ Filosof maatte have større Interesse for den græske Filosofis Historie ogbedre Betingelser for at forstaa den end en empirisk Filosof, vilde det være en stor Fejltagelse. For Mænd som James Mill og Stuart Mill har Studiet af Platon spillet en ikke ringere Rolle end for Hegel, og i Stuart Mill’s Ven og Meningsfælle George Grote har den græske Historie og den græske Filosofi havt en, ať sine mest nidkære, lærde og selvstændige Dyrkere i vort Aarhundrede. Stuart Mill har med Rette hævdet, at Navn af Platoniker nok saa meget tilkommer den, der anvender Platons Undersøgelsesmaade, den gennemtrængende Analyse og alsidige Dialektik, som den, der blot antager visse af hans spekulative Sætninger. Og naar det gælder historisk Opfattelse og Vurdering, vil aabenbart den, der især har Interesse for Problemer og for Undersøgelsesmetoder, have lettere ved at vise sig uhildet og retfærdig over for de forskellige Retninger end den, der gaar til det histo-