Theodor Gomperz, Griechische Denker. I. 163 riske Arbejde med den Forudsætning, at en enkelt Tankeretning har afsat et for alle Tider gyldigt Resultat. Det første Bind, det eneste, der hidtil foreligger af det meget langsomt udkommende Værk, behandler den førsokratiske Filosofi. Efter en særdeles interessant kultur- og religionshistörisk Indledning ftremstilles de tre Hovedgrupper, mellem hvilke Forfatteren skelner inden for denne Periode: 1) de gammeljoniske Naturtfilosofer (Herakleitos indbefattet) og Pythagoræerne; 2) Overgangen fra Metafysik til positiv Videnskab gennem Xenofanes og Parmenides til Anaxagoras og Empedokles; 3) Oplysningens Tidsalder: Hippokratikerne, Atomisterne og Sofisterne. — Der kunde maaske nok indvendes Noget mod denne Inddeling. Især forekommer det mig, at Hippokratikerne og Atomisterne med større Ret kunde danne Slutningen af Afsnittet om «Overgangen fra Metafysik til positiv Videnskab». De betegne det Punkt, hvor den energiske Eftertanke over typiske Naturfænomener havde ført lige til det Punkt, hvor en experimental og exakt Videnskab kunde tage fat. «1 Atomistiken var der,» siger Gomperz (p. 298), «vundet en Afslutning paa flere Aarhundreders Bestræbelser for at løse Stofproblemet. Man skulde have trot, at en Hypotese, som det var beskikket at faa en mere end totusindaarig Existents, ogsaa maatte tilfredsstille de Samtidige og danne Udgangspunktet tor øjeblikkelige videre Fremskridt. Men mange Hindringer traadte i Vejen derfor. Hverken Experimenterekunsten eller de matematiske Discipliner vare tilstrækkeligt vidt fremskredne til at kunne hjælpe den frugtbare Spire, der var skjult i Atomistiken, til rask Udfoldelse.» — Gennem den epikuræiske Skole forplantedes som bekendt den atomistiske Teori i den senere Oldtid og paavirkede senere igen (især gennem Lucretius’ Læredigt) en Række Renaissancetænkere (især Giordano Bruno og Sebastian Basso), indtil Pierre Gassendi indførte den i den moderne Filosofi og Naturvidenskab. Fra Gassendi lærte Newton den at kende, og han lagde den til Grund ved sine Undersøgelser. I den moderne Kemi indførtes den i vort Aarhundredes Begyndelse af Dalton, og det er nyligt ved hans efterladte Papirer blevet oplyst, at han fik Ideen til sin Atomteori ved Studiet af Newton. Der er saaledes en mærkelig historisk Kontinuitet i denne betydningsfulde Hypoteses Udvikling. Den tilfredsstiller en Tankefornødenhed, der stadigt paa ny — først paa et tarveligt Erfaringsgrundlag, etter Haanden paa et rigt og nøjagtigt gennemarbejdet Grundlag — har gjort sig gældende hos den forskende Bevidsthed. Det er som bekendt ikke blot for den realistiske Tænknings Vedkommende, at en saadan Kontinuitet er til Stede; Platon sætter en idealistisk Tankegang i Bevægelse, der ligeledes drager sig gennem den forskende Bevidstheds Historie. Men denne sidste Tankegangs historiske Udspring vil først Fortsættelsen af Gomperz’ Værk skildre. — En lignende Sammenhæng som Atomistikens Historie 11*