164 Harald Høffding: Anm. af frembyder Hippokratismens Historie, som i den nyere Tid faar en ny Epoke, hver Gang den empiriske Medicin søger at hævde sin Selvstændighed over for almindelige teoretiske Synsmaader. Endnu en Indvyending maa gøres mod Gomperz’ Inddeling. Den sætter sikkert for skarp en Grænse mellem de gammeljoniske og pythagoræiske Filosofer paa den ene Side, Eleaterne, Anaxagoras og Empedokles paa den anden Side. «Overgangen fra Metafysik til positiv Videnskab» begynder allerede hos de gammeljoniske Filosofer. Den vigtigste Tanke hos disse, nemlig den, at Stoffet hverken opstaar eller forgaar, men stedse kun omsættes i andre Former, denne Sætning, om hvilken — som allerede Aristoteles bemærker — alle de gamle Filosofer vare enige, hvor uenige de end vare i deres specielle Hypoteser, — den er, ikke mindre end Atomteorien, et interessant Berøringspunkt mellem den græske Tænkning og den moderne Naturvidenskab. Gomperz kalder den «det første Stofpostulat». Fra Antagelsen af Stoffets kvantitative Bestaaen maatte, som Gomperz viser (p. 140 kfr p. 204), Overgangen være naturlig til «det andet Stofpostulat», Antagelsen af Stoffets kvalitative Uforanderlighed. Ti naar man fastholdt, at der trods alle sanselige Forandringer hverken bliver mere eller mindre Stof end før, maatte man drage den Konsekvents, at der ingen Overgang fra en Kvalitet til en anden sker i Virkeligheden, skønt det tager sig saaledes ud for Sanserne. Hvad der bliver til eller hører op, kan da kun være bestemte Forbindelser af Elementer, der hvert for sig ere af uforanderlig Beskaffenhed. Under forskellige Former kommer denne Tanke frem hos Parmenides, Anaxagoras og Empedokles, indtil Leukippos og Demokritos fuldende den ved at hævde, at de tilsyneladende Kvalitetsændringer blot ere Forbindelser og Adskillelser af kvalitetsløse Smaadele. — Der er ogsaa paa dette Punkt en saa nøje Sammenhæng i Udviklingen, at der ingen Anledning er til en skarpt gennemført Inddeling. Tilbage staar da kun den Udvyej at danne to Grupper, af hvilke den første udgøres af alle «Naturfilosoferne», den anden af «<Oplysningens» Mænd, de saa kaldte Sofister. Inden for det første Afsnit omtaler Gomperz foruden den gammeljoniske og den pythagoræiske Filosofi ogsaa den mystiske og dualistiske Strømning i Mysterierne og i de orfiske Lærdomme, en mærkelig Modsætning til den gammelgræske Livsanskuelse, som vi kende den fra Homer, saa vel som til den joniske Verdensopfattelse, der havde en afgjort monistisk Karakter. Forfatteren søger at paavise, hvorledes Overgangen fra den homeriske Leven i det Nærværende og den joniske Tanke om Enheden i Alt til Hinsidighedslæren og den dualistiske Sjælelære til Dels kunde forklares ved de nye Tidsforhold og ved de nye sociale Lag, der kom op. Dog antager han, at der fra ældre Tid af har været andre religiøse Tendentser til Stede end de, der fremtræder i de