172 J. L. Ussing: Anm. af Optræden sættes jo til 468. Man har bemærket, at der i Æschylos’ 3 ældste Stykker ikke er Noget, der forudsætter en Baggrundsdekoration, men de kunne tænkes spillede paa Orchestra uden nogen σκηγή; men i Orestien (458) findes Baggrundsdekorationen tydelig angivet: i Agamemnon og Choephorerne Kongeborgen med sit Tag, hvorpaa Vægteren staar, i Eumeniderne Templerne i Delphi og Athen. Og man ser ikke blot hvad der foregaar udenfor, men ogsaa hvad der sker inde i Husene, dog ikke som hos os ved en Dekorationsforandring, men Døren aabnes, og paa Ruller skydes en Estrade frem. hvorpaa’ Personerne befinde sig, Ekkyklema!. Dette naive Fremstillingsmiddel blev benyttet af Euripides, og Aristophanes gjør som sædvanlig Løier med det; ja i endnu langt senere Tider, hos Polyb og hos Cicero, omtales det under Navnet exostra. Og man gik endnu videre Euripides lod Belleróphontes for Tilskúuernes ine flyve op til Himmelen paa Pegasus, og han lod Guderne synlig stige ned til Jorden for at stifte Fred og bringe Orden i hvad Menneskene havde forstyrret. Hvilket Maskineri man har anvendt dertil, vide vi ikke; men vi se Aristophanes tiltale Maskinmesteren og parodiere Flyvemaskinen i «Freden», og endnu den Dag i Dag tale vi jo om en deus ex machina. Forøvrigt er der i de gamle Dramer selv Intet, der tyder paa Andet end hvad vi efter Monumenterne maatte antage, eller som forudsætter en anden Skueplads end den foran Skenebygningen liggende Orchestra; det er senere Forfattere, der ikke kjendte . anden Theaterindretning end den romerske, som have forledt Filologerne til at opstille den Paastand, at Choret sang paa Orchestra, medens Skuespillerne agerede paa en derfra forskjellig, ophøiet Skueplads. At dette er en Umulighed, fordi der er en stadig og umiddelbar Vexelvirkning imellem Choret og Skuespillerne, maa være klart for enhver fordomsfri Læser af de gamle Dramer. Efter at dette for omtrent 12 Aar siden var blevet udtalt af Höpken, er det yderligere blevet bevist, navnlig af Dörpfeld og Wilamowitz. Jeg selv har i det Foredrag, hvormed jeg aabnede det nordiske Filologmøde 1892, gjort opmærksom derpaa og anført nogle af de mest slaaende Bevissteder (se Beretningen S. 15 f.). Men stadig vedblev Theorien om Skuespillernes ophøiede Stade, særlig støttet paa Vitruv, at have sine Tilhængere, og Gjendrivelsen af denne er en Hovedopgave for Dörpfelds og Reisch’s Værk. Men denne Vitruv er, hvad jeg tror tilstrækkelig at have bevist i min ifjor udgivne Afhandling ' De gamle Grammatikere ere ikke enige i deres Forklaring af dette Ord. Nogle fremstille det som en Indretning, der dreiede sig om sin Axe, ligesom Kontrolapparaterne ved vore Billetkontorer, og Reisch foretrækker dette 5. 235. Det forekommer mig at stemme mindre med Dramatikernes Texter; her er vel en Forvexling med περίακτοι.