184 Kr. Nyrop: En syntaktisk ejendommelighed. In einer Fussnote bemerkt Herr C. noch, ich habe das Wort «Conjektur» nach einem andern als dem in Deutschland geläufigen Sprachgebrauche angewendet. Er meint offenbar, dass ich durch das Wort den Anschein erweckt habe, als hätte er an den lückenhaften Stellen die Ueberlieferung nicht allein ergänzt, sondern auch geändert. In der That muss ich es für möglich halten, dass ein wenig aufmerksamer Leser meine Worte so verstehen könnte. Ich ergreife deshalb gern die Gelegenheit, hier ausdrücklich zu betonen, dass ich an jener Stelle nur gegen die Unsitte protestiren wollte, eingestandenermassen unrichtige Ergänzungen in den Text zu setzen anstatt sie in den Apparat zu verweisen. Herr Crusius selbst hat mich übrigens offenbar richtig verstanden; es sollte mich freuen, wenn er wenigstens diese Ausstellung für eine etwaige dritte Auflage auch beherzigen wollte. A. B. Drachmann. En syntaktisk ejendommelighed. | På italiensk kan 1ste person flertal i forskellige tider (se nærmere min Italienske grammatik § 89) erstattes af 3. person ental anvendt reflexivt: Noi si canta (= cantiamo). Noi si è vissuti. Noi si rise, osv. Denne udtryksmåde, der er særlig ejendommelig for talesproget, træffes nu også ret almindeligt i det litterære sprog. Den upersonlige reflexive form kan også i et tilfælde fortrænge 3. pers. flertal, næmlig i forbindelse med futti, altså: Tutti si dice cosi. Tutti si può sbagliare (se min Grammatik § 263). Oprindelsen til dette fænomen er let at forklare. Det personlige udtryk fortrænges af et upersonligt, for diciamo siges si dice, og således er forholdet endnu i enkelte norditalienske dialekter; det milanesiske um porta (= portiamo) er som C. Flechia har påvist = ñomo portat (Atti della reale Accademia dei Lincei, 22 serie III, Roma 1876) og ikke som Diez (Grammaire II, 131) og Biondelli mente = portamus med 4de persons karakterkonsonant anvendt som præfix. Til det upersonlige udtryk har man derefter, når personforholdet ønskedes særligt fremhævet, föjet et pronomen i flertal; deraf det toskanske noi si dice, tutti si dice og det milanesiske noter (9: noi altri) am porta. Hvor naturligt en sådan udtryksmåde kan opstå ses af følgende sætning: On se la coule douce, nous deux, pas vrai, Henri? (Petit Journal pour rire 1897, no. 4). I enkelte franske dialekter anvendes iøvrigt on for nous. Man spörger: Où allez-vous? Og svaret lyder: On va à Angers (Romania VI, 302). Jeg skal endvidere i denne sammenhæng henlede opmærksomheden på følgende sætning, der findes i A. Daudet’s nyeste fortælling (Le trésor d'Arlatan. Paris 1897. S. 125): Voilà qu'après dîner, tous ces messieurs on était là à fumer en rond autour de moi.