M. J. Goldschmidt: Et Par Textrettelser til Saxo. 185 Det er den gamle Arlatan der fortæller, og det er vel utvivlsomt, at Daudet her har villet frembringe en vis sproglig lokalfarve. Provençalerne har næmlig intet ubestemt pronomen svarende til fransk on (prov. disom = fr on dit); men nàr de bestræber sig for at tale «franciman» ynder de netop at anvende dette og kombinerer det da på en besynderlig måde med det personlige subjekt. Prof. Paul Meyer meddeler mig, at denne udtryksmåde særlig iagttages i departementet Var og sender mig en række exempler hentede fra «Lou franc prouvençan» (Årgang 1877); af disse hidsættes: Les comiques on doit être comme des chinges (singes). Mes jambes on fait clıquette. Il y a des hommes qu'on est des monstres, Osv. Kr. Nyrop. Et Par Textrettelser til Saxo. 1. I Regner Lodbrogs Historie er der indflettet et mærkeligt Kjærlighedseventyr, der handler om, hvorledes Regner bliver forelsket i en ung Pige og hvorledes det trods hendes Faders strenge Bevogtning lykkes ham i Hemmelighed at få sin Vilje med hende. Da Faderen opdager, at hans Datter er med Barn, söger han at få Sammenhængen at vide af hende ; men hun påstår, at hun ikke har delt Seng med andre end sin Terne. Faderen beder da Kongen selv undersöge Sagen og Regner tilstår da åbent og ærligt, som det hedder: «for at befri Ternen for denne usædvanlige Beskyldning», at han selv er Fader til Barnet. Saxo tilföjer så (i IX Bog p. 431 i Erasmus Müllers Udg.): qua humanitate et muliebris calumniæœ partes repulit, et, ne ridiculus rumor apud improbas aures sereretur, effecit. Hvad der menes med «partes muliebris calumniæ» er ikke let at forstå; partes skal derfor formodentlig rettes til partus og calumniæ til calumniam, så at Sætningen med en lille Omstilling af Ordene kommer til at lyde: qua humanitate et muliebris partus calumniam repulit («han gjendrev den falske Beskyldning om at Barnet var avlet med en Kvinde») Når man véd, hvorledes det er en fast Vane hos Saxo sågodt- ' som altid at udtrykke én Ting på to forskellige Måder, vil man i Indholdet af den sidste Sætning finde en Bekræftelse af den foreslåede Ændring. II. I samme Bog p. 456 fortæller Saxo, at Hellespontiernes Konge Daxon angreb Regners Sön Hvidsærk, der var Konge over Sverige: Daxon Withsercum Svetiæ principantem — aggreditur. Bortset fra det mærkelige i, at en hellespontisk Konge uden videre kan angribe Svenskekongen og, som det kort efter fortælles, köre ind i hans Hovedstad, har Saxo selv kort i Forvejen (p. 450) fortalt, at Regners Sön Björn Jærnside var indsat til Konge i Sverige; Hvidsærk var derimod bleven Konge over Scytherne («Scithæ»), dette er omtalt p. 42. Det forekommer mig derfor meget sandsynligt, at Svetiæ skal rettes til Scithiæ, hvorved det hele kommer i Orden. M. J. Goldsehmidt.