Karl Verner. 189 tid i disse egne, navnlig i Carthaus i nærheden af Danzig; först i begyndelsen af næste sommer kom han hjem, efter at han i foråret 1876 påny havde opnået en lignende rejseunderstøttelse som det foregående år. Resultaterne svarede vel ikke ganske til hans forventninger, for så vidt som han efterhånden kom til den anskuelse, at kašubisk ikke er at betragte som den sidste levning af et eget slavisk sprog (de gamle Venders), men som en polsk dialekt; men rejsen synes dog i forskellige henseender at have været ret lærerig for ham, trods alle de med den forbundne besværligheder og ubehageligheder (mistænkeliggörelse som politisk spion; at måtte sidde og drikke dårlig brændevin i snavsede kroer for at kunne aflure bønderne sproget, o. 1.). Også et kort besøg i Berlin aflagde han ved denne lejlighed. Imidlertid havde han offentliggjort de to geniale og epokegörende afhandlinger i Kuhns Zeitschrift, 23de bind, som jeg strax skal komme tilbage til og som hos alle sprogforskere havde vakt den allerstörste opsigt og levende opmærksomhed for ham sely. Foruden at Berliner-akademiet 1877 for disse afhandlinger tilkendte ham den Boppske prisbelönning for sammenlignende sprogvidenskab og universitetet i Heidelberg 1887 ligeledes på grundlag af dem kreerede ham til doktor, blev det nærmeste udslag af den for ham vakte opmærksomhed, at han — gennem den indflydelsesrige prof. W. Scherer i Berlin, med hvem han var kommen i forbindelse — först fik tilbud om en professorplads i sammenlignende sprogvidenskab ved universitetet i Graz, hvilket han bestemt afslog, og derefter om en ansættelse ved universitetsbibliotheket i Halle. Dette sidste tilbud, der åbnede en lejlighed for ham til at få sit gamle ønske om bibliotheksvirksomhed opfyldt, mente han at burde tage imod, da der dog i öjeblikket ingen udsigter var for ham her hjemme. Den 1. Oktober 1876 tiltrådte han sin nye stilling og tilbragte derefter omtr. 6 år i Halle. Også med de yngre sprogforskere i Leipzig, hovedrepræsentanterne for den da begyndende «unggrammatiske» retning, stod han i disse år i livlig forbindelse; han deltog jævnlig i deres sammenkomster og diskussioner om sprogvidenskabelige spörgsmål, og at han i sine bidrag til disse har udstrøt sædekorn, der senere gennem tilhørerne have båret frugt for sprogviden- ' Fra denne tid skriver sig det fotografi, hvorefter det ledsagende portræt er udført. 13"