190 Nekrolog : skabens videre udvikling, vil ikke blot forstås af enhver, der har kendt ham personlig og hørt det liv og den tankevægtige klarhed, hvormed han kunde udvikle sine anskuelser, men dette er også bevidnet af flere af deltagerne i hine sammenkomster. Den 4. September 1881 døde C. W. Smith, og til ønsket om atter at få den slaviske lærerplads besat måtte naturligt slutte sig det andet ønske, ved denne lejlighed at kunne faa Verner knyttet til vort universitet som Smiths selvskrevne efterfølger. Atter nu bragte dog hans beskedenhed og mangel på selvtillid ham til först at afvise enhver tanke derom; men til alt held lykkedes det dog tilsidst hans venner her og vel også hans egen fædrelandskærlighed at overvinde hans mange betænkeligheder. Han indgav sin ansøgning, og den 9. August 1882 udnævntes han til docent i slavisk sprog og litteratur fra 1. Januar 1883 at regne; fra April 1888 forandredes hans titel til extraordinær professor. Sin universitetsgerning omfattede han med stor interesse og samvittighedsfuldhed, og hans tilhørere ville vedblive at mindes den vækkende klarhed, den utrættelige hjælpsomhed og tillige den ejendommelige fordringsløshed, der prægede hans forhold til dem. — Men skönt han var höj og svært bygget, var hans helbred egentlig ikke stærkt. Allerede for en halv snes år siden havde han for förste gang et mindre apoplektisk anfald, der dog dengang hurtig fortog sig, men ikke uden at efterlade sig gentagne mindelser; mere og mere fremtrådte der i hans udseende noget vist usundt, der i forbindelse med den mangel på hensyntagen til sit helbred, som han viste i indretningen af sit daglige liv, ofte måtte vække ængstelige anelser hos hans venner. Følelsen af nedgangen i de legemlige kræfter trykkede öjensynlig også i de senere år ham selv og gjorde ham endnu mere tilbagetrukken, end han altid havde været. Sidste efterår ramtes han atter af en delvis lammelse. Med næsten uforståelig viljeskraft bley han endnu ved at passe sine forelæsninger; men snart måtte han dog give tabt og lægge sig ind på diakonissestiftelsen, og her udåndede han stille den 5te November 1896 KI. 111/2 om aftenen. Verner var en ejendommelig helstøbt personlighed. Med den mest gennemtrængende klarhed og skarphed i tanken forbandt han en sjelden ærlig, trofast og sandhedskærlig karakter; han var dertil i høj grad beskeden og fordringsløs — undtagen lige overfor sig selv —, ja i mange forhold næsten barnlig naiv. Han var fri for enhver gnist af forfængelighed og havde en næsten