Karl Verner. 191 uovervindelig sky for enhver offentlig fremtræden. Ligesom- den mangel på initiativ og på tillid til egne evner, som ved forskellige lejligheder, f. ex. hans magisterkonferens, kom så stærkt til syne, stod i nær forbindelse med disse sidste sider af hans væsen, således ligger deri væsentlig også forklaringen af, at han, der havde forudsætninger for at kunne have ydet så meget, kvantitativt kun har skrevet så overordentlig lidet, Men dertil kom vel også, at han var noget af hvad han selv kaldte en videnskabelig Epikuræer: han var i virkeligheden meget flittig, 0g forskningen var hans störste glæde; men når det så var lykkedes ham at trænge til bunds i et eller andet problem og finde løsningen deraf, var han tilfredsstillet, og det var ham en plage nu at skulle sætte sig hen og udarbejde det hele til læsning for andre. Hvorledes det end forholder sig hermed, er det sikkert, at, medens det, navnlig i hans noget yngre dage, var ham en trang og fornöjelse lige overfor de enkelte, mundtlig eller i breve, at fremsætte sine tanker i den ham ejendommelige klare og koncise form, og medens han altid var utrættelig i at hjælpe andre med enhver oplysning, har han næppe offentliggjort noget uden under indflydelse af et eller andet tryk udefra. Jo ældre han blev, desto mindre kunde selv dette middel virke, og desto mere trættedes vel også de venner, der ellers så gerne havde set videnskaben delagtiggjort i hans forskninger, ved en for begge parter tilsidst lige pinlig påtrængenhed. En udsigt over hans livsgerning vil derfor også fuldt så meget måtte göre regnskab for hvad han ikke har fået offentliggjort som for hans trykte arbejder. Alle hans venner ville vistnok imidlertid kunne samles i det ønske og det håb, at dog nogle af hans efterladenskaber måtte findes egnede til udgivelse helst i forbindelse med et udvalg af hans fortræffelige breve og et optryk i det mindste af hans hovedafhandlinger. Der vilde på denne måde rejses ham et mindesmærke, som vilde vidne höjt om, hvad videnskaben har mistet i ham. Verners förste trykte arbejde var nogle artikler i «Jyllandsposten» fra September 1873: «Fra en ferierejse i Rusland», med forfattermærket X. V.s forfatterskab til disse velskrevne artikler, der utvivlsomt kun ere blevne til efter udtrykkelig opfordring af redaktionen og som han selv aldrig vides at have omtalt, er egentlig först efter hans død tilfældig bleven konstateret.