192 Nekrolog: En anden frugt af hans ophold i St. Petersborg fremkom i Nordisk tidskr. for filologi og pædagogik, n. r., I, 1874 under . titelen «Nogle Raskiana». Han meddeler der nogle hidtil ukendte breve fra Rask til hans russiske ven I. N. Lobojko og et par andre fra Rask hidrörende opsatser, der ligeledes havde været i L.s værge. Efter dennes død nogle år i forvejen vare alle hans papirer komne til St. Petersborg, hvor V. af akademikeren Kunik var bleven gjort opmærksom på dem og havde taget afskrifter af dem. Disse afskrifter stillede V. til tidskriftets disposition, hvorimod han helst selv vilde have holdt sig helt tilbage som udgiver; dog gik han ind på at tilföje en indledning og nogle få noter. Det må være mig tilladt her at indskyde den personlige bemærkning, at denne V.s tilbageholdenhed i forbindelse med den omstændighed, at han i Århus var afskåren fra benyttelsen af forskellige litteraturværker, var grunden til at jeg på redaktionens vegne og i overensstemmelse med hans ønske kom til at gribe noget mere ind i udgivelsen, end det ellers vilde have været naturligt. En opgave, som allerede vistnok fra hans studentertid af og indtil de sidste år stadig sysselsatte ham og som må betegnes som det, der skulde have været hans egentlige livsopgave, var en indgående behandling af accentuationen i de slaviske sprog, sammenlignede indbyrdes og med de øvrige sprog af vor æt. Han samlede efterhånden et overordentlig omfangsrigt materiale, mest i form af en uhyre masse seddeloptegnelser, der endnu findes efter ham, og han vilde i sin klare tænkning, sin samvittighedsfulde nöjagtighed og sikre, exakte methode have haft forudsætninger som næppe nogen anden for at kunne yde et banebrydende förste-rangs værk om dette så vigtige, men endnu så lidet oplyste emne. Desværre nåede han imidlertid aldrig til at få det påtænkte værk udarbejdet. En og anden enkelthed af hans resultater kan, foruden i breve, findes antydet i hans trykte arbejder, og til brug for sine tilhørere udarbejdede han navnlig en meget fuldstændig fremstilling af den russiske accentlære, som muligvis endnu vilde fortjene at udgives. Men dertil indskrænker sig vistnok også alt, hvad der vil kunne reddes for videnskaben af det uhyre arbejde, han har koncentreret om denne opgave. En del af hans resultater, f. ex. vedrörende den litauiske accentuations forhold til den slaviske og oprindelsen til de forskellige former af hin, ere også nu imidlertid blevne foregrebne af andre, medens