Karl Verner. 193 der på den anden side også i dette spörgsmål er fremkommet adskilligt, som V. aldrig vilde have anerkendt. Ved siden heraf førtes han tidligt ind på undersøgelser over danske toneforhold, og foruden sine egne iagttagelser havde han f. ex. vistnok fuldstændig excerperet Höjsgaards accentuerede danske grammatik (1747) og på sedler opskrevet alle der forekommende ord med accentbetegnelse. I et brev til mig af 1/1 74 omtaler han sin plan at skrive to afhandlinger, den ene om «det såkaldte tonelags natur og væsen, dets historiske oprindelse og dets forhold til lignende fænomener i andre skandinaviske sprog», den anden om <tonelagets historie fra Holberg indtil nu», og han giver tillige en udsigt over de resultater, hvortil han er kommen. I følgende breve kommer han oftere tilbage til dette emne og meddeler mig de fremskridt, hans undersøgelser efterhånden gör. Således skriver han i et brev af °; 74: «Endelig skal jeg endnu tilföje, at jeg nu nok tror at kunne påvise muligheden af en udvikling af sangtonen’! til tonestød — et punkt, som hr. doktoren særligt har henledet min opmærksomhed på. Jeg håber, at jeg skal kunne få en god afhandling ud af det nu samlede materiale og at ville kunne give idetmindste et brugeligt grundlag for fremtidige behandlinger af dette interessante og æteriske punkt af den danske grammatik.» Ligeledes meddeler han her, at han nu har besluttet sig til at slå de oprindelig påtænkte to afhandlinger sammen til én, der skal behandle «tonestødets fysiologi, dets historiske grund og dets udvikling i sproget fra Holbergs tid indtil nu» og kan passe til filol, tidskr. Da jeg derefter opmuntrede ham stærkt til ikke blot nu at udarbejde denne afhandling, í hvilken han vilde have haft meget nyt og interessant at byde, men tillige at benytte den til en doktordisputats, afviste han flere gange dette sidste på det allerbestemteste, ikke blot med henvisning til at han kun betragtede sig’ som fagmand i de slaviske sprog, men i de nordiske som dilettant, men også med en række andre, mer eller mindre hårtrukne argumenter, f. ex. at han er Jyde, medens den nuværende dannede udtale i København for ham står «som et fremmed sprog», 0. s. v. «Men — ender han — nu skriver jeg afbandlingen til filol. tidskr., og så modtager jeg hr. doktorens tilbud om, når den foreligger, at sige mig, hvorvidt den kunde været brugt til en doktordisputats. ! Som i norsk og svensk, hvilken accentart må være oprindeligere end den danske. V. Th.