194 Nekrolog: Jeg er overbevíst om, at De vil komme til samme resultat som jeg.» For min del er jeg overbevist om det modsatte; men der blev desværre ikke lejlighed til at dömme herom; thi afhandlingen blev alligevel aldrig udarbejdet. Hvad han har ladet komme offentlig frem af resultaterne af disse undersøgelser, indskrænker sig til nogle antydninger vedrörende enkelte punkter, særlig den forholdsvis sene overgang tra den oprindeligere <«sangtone» [1] tťorskellen i dansk mellem stød og ikke stød og den måde, hvorpå hin atter kan være opstået i de nordiske sprog (se navnlig hans anmeldelse af Kock, Språkhistoriska undersökn. om svensk akcent, i Anzeiger f, deutsches alterthum VII, 1880)'. Dette er så meget mere at beklage, som det må indrömmes, at V., når vi ville sammenligne hans resultater, så vidt de kunne konstateres, med Sv. Grundtvigs fremstilling af «det danske sprogs tonelag « (se Beretn. om forhandl. på det 1ste nord. filologmøde i Kbhvn. 1876, s. 98 8), i virkeligheden såvel med hensyn til stødets og overhovedet «tonelagenes» natur som til hele den historiske udvikling var nået til langt rigtigere opfattelser og langt mere dybtgående resultater. Om Grundtvigs arbejde kan have bidraget til at V. senere hen opgav en samlet bearbejdelse heraf, er mig ubekendt, dog betvivler jeg det. Den egentlige grund var utvivlsomt den, at V. — foruden sine ovf. omtalte rejseplaner og påfølgende ansættelse i Halle — snart fik andre ideer at tumle med, som førte ham bort derfra, men som for øvrigt sikkert ere fremkomne under umiddelbar indflydelse af hans indgående syslen med slaviske og danske betoningsforhold. Disse nye ideer omtaler han for förste gang i et udførligt brev til mig af 1. Maj 1875. Jeg tror, at hans egne ord her allerbedst ville give en forestilling om hvad det gælder. «Tillad 1 Jeg tillader mig her (bl. a. i anledning af en bemærkning i Joh. Storms Engl. Philologie? I, 1, s. 87) at fremhæve, at når Verner, Anz. VII s. 6—7, i forskellen mellem stød og ikke-stød på dansk tillige finder et musikalsk eller «kromatisk» element, som jeg efter min udtale ikke kan anerkende som væsentligt eller konstant, tör jeg dog nu ikke mere så bestemt bestride, at V. for sit vedkommende kan have ret i sin opfattelse. Jeg er nu snarere tilböjelig til at tro, at der virkelig her kan foreligge en yderst fin forskel mellem den københavnske udtale og den, som Verner stadig havde bevaret fra sin hjemstavn Århus. Hele spörgsmålet om forholdet med den «kromatiske» accent i de forskellige danske dialekter — såvel dem, der tillige have udviklet «stødet», som dem, i hvilke dette ikke findes — fortjente snarest muligt en nöjere undersøgelse.