Karl Verner. 195 mig — skriver han — da jeg nu engang er i lag med at skrive, at overhænge Dem med en idé, som har pint mig meget i den senere tid . . . Idéen er temmelig ‘pretentiøs, men vejen, ad hvilken jeg er nået til den, er yderst simpel. Den angår det punkt i den germanske lydforskydning, der efter Lottner’s og Grassmann’s afhandlinger (resp. i Zeitschrift XI & XII) resterer som den eneste hoveduregelmæssighed, nl. den hyppige overgang af jafetisk tenuis i indlyd til germ. media i st. f. til klangløs spirant: germ. “junga-s, *tegu-s' «dekade», præs. part. act. -and-, *dauda-s «mortuus», 3 sg. præs. -d osv. Mest iöjnefaldende er differensen ved de 3 ligedannede jaf. ord ῥηγαίατ', mātar, patar, hvis germ. responsioner er brōjar men mōdar, fadar. Det kan vistnok fastslåes, at udviklingen fra jaf. tenuis er gået over klangløs spirant, klingende spirant til media (hvis denne og ikke snarere klingende spirant er fællesgerm.), altså f. ex. for dentalrækken udviklingen £ > f > ὃ > d”, *māätar > *mōþar > “mōðar > *mōdar. Mōdar og tegus viser altså en videre fremskreden udvikling end örøfar og tehun. Men hvorfor er lydströmningen i det ene tilfælde gået videre end i det andet? Der må visselig være en grund: tilfældigheder må den komparative metode vel anerkende, men tilfældigheder en gros — som her — må den sikkert forkaste. Jeg kender kun en forklaring af Scherer (Zur Geseh. d. d. Spr. s. 82), if. hvilken den videre udvikling til media skulde forekomme «in häufiger gebrauchten Wörtern (wie fadar, mõdar)», altså den klangløse spirant i mindre hyppigt forekommende ord. Dette synes mig usandsynligt: Skulde f. ex. fehu, det germ. indbegreb af materielt velvære, penge, formue, ejendom osv., være et ord, der brugtes sjældnere end f. ex. /agu-s (on. lögr, ags. lagu)? Skulde fadar og mōdar være hyppigere brugte end bröþar? 1 got. findes jo slet ikke mōdar, men altid aiņei, kun et sted forekommer fadar, for hvilket ellers bruges atta; derimod har got. brōþar e ! I selve brevet skriver V. stadigt ὦ 1 forudsatte fællesgermanske former. I stedet derfor sætter jeg her af typografiske grunde e, som V. også selv bruger i den trykte afhandling. 2 Tegnene > i betydningen «bliver til» og ligeledes << «opstået af», hvis autor og rette anvendelse i de sidste år har været en del debatteret i tyske tidsskrifter, ere utvivlsomt först opfundne og indførte af Verner. Jeg finder dem brugte af ham i den angivne betydning allerede i det förste videnskabelige brev, jeg har fra ham, fra Januar 1874.