198 Nekrolog: under navnet «den Vernerske lov» er anerkendt af alle som et at sprogvidenskabens sikreste resultater —, så strækker afhandlingens betydning i videnskabens historie sig i virkeligheden langt ud over det begrænsede emne, den behandler. Dette ligger i det nye indblik, den åbnede, på den ene side i den lovbundenhed, der overhovedet hersker i lydudviklingen ', og den sejhed, hvormed lydlige fænomener kunne vedblive at virke selv efter årtusinders forløb og under de mest skiftende former, på den anden side i den vigtige rolle som accentuationen — et punkt, som man tidligere kun havde skænket en ganske underordnet opmærksomhed —- spiller i sprogenes liv og historie. Herigennem fik V.s afhandling en indfiydelse som få andre specialarbejder på sprogvidenskabens senere udvikling og har givet stødet til en række nye opfattelser og nye arbejder — for øvrigt af höjst forskelligt værd. Til den nævnte afhandling slutter sig umiddelbart en anden mindre «Zur Ablautsfrage», trykt i samme bind af Kuhns Zeitschr. s. 131—138 og dateret «Carthaus bei Danzig, am 9]. August 1875». Han fremsætter her de resultater, hvortil han — som han alt berörer i det ovf. omhandlede brev — på grundlag af sin opdagelse var nået med hensyn til aflyden. Hovedpunktet her er den vigtige påvisning af, at germ. e svarer til et betonet «indogermansk a», medens et ubetonet a foran r, l, n og m ved en yngre omdannelse er blevet til germ. o (u). Denne sidste afhandling var Verner for øvrigt selv — til visse uden grund — temmelig misfornöjet med, dels og væsentlig fordi han havde måttet skrive eller dog afslutte den under forhold, hvor han var ganske blottet for litterære hjælpemidler”, dels vistnok også fordi han — hvor vigtige end de resultater vare, hvortil han var kommen — dog ikke var nået så vidt, som han gerne havde ønsket og sikkert også lidt senere kunde have gjort. 1 Hvad der ingenlunde er identisk med sætningen om «lydlovenes undtagelsesløshed» i den form, hvori dette dogme hævdes af den «unggrammatiske» skole, et dogme lige over for hvilket også V. altid stillede sig meget skeptisk. ? Han skriver f. ex fra Carthaus, 5. Dec. 1875, efter at begge afhandlinger ere gäede til rentryk: «Den anden afhandl. «Zur ablautsfrage» . . . har jeg efterhånden set mig så gal på, at jeg vilde tage den i mig igen, hvis jeg kunde göre det med anstand. Ikke at jeg tror, at idéen, der ligger til grund for den, er forfejlet, men udarbejdelsen er så uendelig mangelfuld, da jeg har måttet skrive efter hukommelsen ..…. Jeg skal aldrig mere indlade mig på at skrive afhandlinger på gæstgivergårde.»