A Karl Verner. 199 Imidlertid trøster han sig (brev af ὅλο 75) efter afslutningen af begge disse afhandlinger med, at han dog har opnået ét ved sine spekulationer, nemlig at «have skrevet noget», uden hvilket han ikke mener at kunne göre sig håb om den nødvendige understøttelse for næste år til fortsættelse af den kašubiske rejse. Om sit forhold til opdagelsen af en anden lydlov, den såkaldte «palatallov»! har Verner selv udtalt sig i den for hans hele tænke- og udtryksmåde så karakteristiske artikel, som han har skrevet i Literarisches Centralblatt 1886, sp. 1707 ff. for at göre ende på de lidet opbyggelige prioritetsstridigheder, som desangående vare førte mellem forskellige tyske sprogforskere. Ud over hvad han der selv meddeler, har jeg intet at oplyse. Jeg finder, mærkeligt nok, ikke dette punkt omtalt i noget af hans ret hyppige og udførlige breve til mig fra hine år og erindrer kun en samtale med ham derom i sommeren. 1875, ved hvilken lejlighed han, aldeles afgjort, ikke engang antydede, at han også selv havde gjort denne iagttagelse. Og dog er dette hævet over enhver tvivl, selv om det ikke nu kan konstateres, ad hvilken vej han var kommen til erkendelsen af den nævnte lov, hvor langt han var nået dermed, eller hvorledes han havde tænkt sig at fremstille den. I løbet af de år, han opholdt sig i Halle, skrev han forskellige småting i tyske tidsskrifter, deriblandt en selvstændig afhandling: «<«Germanisch zn in verbindung mit nachfolgendem consonanten» (i Zeitschr. f. deutsches alterthum, n. f., IX, 1877). Den går ud på at forklare nogle ejendommelige former som gotisk fortid Æunfa, kunde, eller stammen /unfa-, bekendt, hvor man ikke skulde vente j men d, eller afledninger som /Æunsti-, kunst, 1 D. v. s. den lov, hvorefter de indisk-iraniske palataler c (ἐξ) og j (dž) ere opståede af Καὶ og g, når disse lyd have stået foran i eller foran et a, der svarer til et e i de europæiske sprog, — hvad der altså viser, at de europæiske sprogs vokalflerhed e, o, a, i modsætning til hvad man indtil da havde antaget, er oprindeligere end de indisk-iraniske sprogs dertil svarende z. * Den er dateret «Halle ἃ. S. 27. 3. 77». Tanken i denne afhandling har han dog haft halvandet år för; han meddeler mig den i brev fra Carthaus af 4. Okt. 1875 som en forbedring af sin udtalelse i KZ. XXIII, s. 123 note 1 (hvor det brugte a'gument «ikke var en forklaring, men kun en undskyldning»), idet han bemærker: «Jeg har på min rejse nærmere overtænkt de dette vedrörende forhold og tror at have hittet rede í sagen. Jeg har efter at være kommen til ro endogså forsøgt at skrive en afhandling desangående, men har måttet opgive det af mangel på hjælpemidler.»