200 Nekrolog: hvor s hidtil var uopklaret. Forklaringen — der for øvrigt gav anledning til en del diskussion og vistnok ogsaa må modificeres noget — søger han i, at nn i vedkommende stammer er opstået af ældre πὸ, der kan have udviklet sig til en overgangsform nf. — Hertil kommer nogle anmeldelser, af hvilke navnlig de to af Kräuter, Zur lautverschiebung, og Axel Kock, Språkhist. undersökningar om svensk akcent (begge i den til samme tidsskrift hørende «Anzeiger f. deutsches alterth.») ere af betydelig interesse og give ham lejlighed til at fremsætte en del af sine egne tanker. — Der kan ikke være tvivl om, at alle disse småarbejder (hvilke han selv omtaler som «hoveriarbejde») kun ere fremkomne som følge δ΄ et tryk fra Scherer, der var medredaktør af nævnte tidsskrift og lige over for hvem V. har følt en vis forpligtelse, så at han ikke har ment at kunne undslå sig for at følge hans opfordringer. Efter at V. var kommen tilbage til København, har han så godt som intet offentliggjort uden en ret anselig række artikler om forskellige slaviske forhold, særlig russisk litteratur, i Salmonsens store konversationsleksikon, skrevne med hans sædvanlige grundighed og samvittighedsfuldhed. Ellers er der ikke for offentligheden fremkommen nogen frugt af de arbejder, der i disse år sysselsatte ham. Dertil hørte först og fremmest hans allerede omtalte slaviske accentstudier, der under opholdet i Halle synes at have stået noget i stampe, men som han nu ivrigt genoptog. Da i 1888 dr. EB. v. d. Recke havde udgivet en piece i retskrivningsspörgsmålet, «Store og smaa Bogstaver», tog V. — i harme over den her brugte, for lægfolk muligvis bestikkende bevisførelse — med iver fat på at skrive et genmæle, skönt han hidtil aldrig havde givet sig særlig af med retskrivningsspörgsmålet. Alle, der kendte ham, imødeså med störste interesse hans arbejde, og det er vel sandsynligt, at forventningen herom har afholdt mere end en fra at tage ordet; men — da det kom til stykket, kunde V. alligevel ikke bestemme sig til at afslutte og udgive sit arbejde. Hvad der findes efter ham af manuskriptet dertil, vil dog måske endnu fortjene at udgives, selv om forfatteren ikke har fået lagt sidste hånd derpå. Ellers havde han i alle de senere år fortrinsvis været sysselsat med undersøgelser over sproglydenes svingningskurver. Han benyttede dertil en Edisons fonograf af ældre konstruktion, hvortil han — mekanisk og mathematisk geni som han var, ved siden af sin store sproglige begavelse — af egen opfindelse havde föjet P