Det romerske colonats udvikling. 17 grænsen mellem kommunerne og private finder ikke saa let sted i Italien, men hyppig i provinserne, især i Africa, hvor privatmænd har saltus, der ikke er mindre end byernes territorier; ja mange har saltus, der er langt større end byterritorier; men paa disse saltus har privatfolk en ikke liden plebeierbefolkning og landsbyer rundt hovedgaarden lig byer. Da pleier byerne at begynde stridigheder om territorialgrænsen, idet de hævder, at de enten har ret til at kræve kommunale afgifter og byrder inden den del af grunden, eller til at udskrive rekruter fra landsbyen eller paalægge kjøring og transport i de distrikter, som de søger at lægge til sig. Men den slags stridigheder har de ikke blot med private, men endnu hyppigere med keiseren, som eier ikke lidet i provinsen.» Det er om de nærmere forhold inden disse saltus i slutningen af det andet og begyndelsen af det tredje aarhundrede, indskrifterne oplyser os. Vi skal først holde os til de keiserlige saltus, som de fleste og betydeligste. Hver enkelt af disse styredes af en procurator, der gjerne var en keiserlig frigiven. Saadanne godsinspektører var Andronicus paa saltus Burunitanus, Patroclus paa saltus Thusdritanus, Provincialis paa saltus Massipianus (Corp. Inscr. L. VIII 587). Flere nærliggende saltus var, som ovenfor nævnt, slaaet sammen til en tractus under en overordnet procurator, gjerne af ridderrang’. Keiseren drev imidlertid ikke vedkommende saltus selv gjennem sin procurator. Den blev bortforpagtet til en conductor agrorum fiscalium eller generalforpagter. Paa den tid, colonerne paa saltus Burunitanus indleverede sin klage over sin procurator og vedkommende conductor, var en vis Allius Maximus conductor; man ser, at det var en mand fra de høiere lag i samfundet, som stod paa en god fod med de keiserlige procuratorer. Conductorerne forpagtede godset paa et vist aaremaal; man hører, at der med visse aars mellemrum skede ny bortforpagtning, og da vekslede vistnok con- modi lites non tantum cum privatis hominibus habent, sed plerumque cum Caesare, qui in provincia non exiguum possidet.» 1 Mommsen, Hermes 15 p. 398. Hirschfeld, Untersuchungen auf dem Gebiete der röm. Verwaltungsgesch. I p. 41. Marquardt, Röm. Staatsverwaltung 115 p. 257. Nord. tidsskr. f. filol. 3die række. VI 2