18 A. Ræder: ductor efter almindelig romersk skik’. Dette maa tænkes saaledes, at inden samme tractus overtog de der værende conductores snart den ene snart den anden saltus”. Forpagtningstiden var vel fem aar, som vanlig fra censor-forpagtningernes tid; herpaa gaar efter min opfatning det i den thusdritanske indskrift nævnte quinquennium, i modsætning til Cartons (Revue arch. 21 p. 26) og Schultens (Hermes 29 p. 224) opfatning af stedet, hvorom mere senere; Schultens slutning af dette sted, at forpagtningen maatte finde sted paa længere tid end ὃ aar, slaar saaledes ikke til. I den thusdritanske indskrift, der jo egentlig angaar fem saltus eller dele deraf, nemlig saltus Thusdritanus, Blandianus, Udensis, Lamianus og Domitianus, tales om conductoribus, d. v. s. de enkelte saltus’s conductores. I fragmenterne af en større indskrift fra Gasr Mezuar’ ikke langt fra Suk el-Khmis, hvor den burunitanske indskrift fandtes, og i sit indhold meget lig den sidste, nævnes en C. Seius og en Caecilius Martialis, der vistnok ogsaa var conductores, hver vistnok for sin af to sammen - slagne saltus *. ' Commodus’s dekret III 22: «procuratores, quibus notus est Allius per vices successionis per conditionem conductionis.» Cnf. Mommsen, Hermes 15 p. 412. τος 3. Schulten, Röm. Grundher. p. 360 hævder, at udtrykket «per vices successionis» i Commodus's dekret gaar paa, at samme conductor overtog forpagtningen gang paa gang. Men dette er vel neppe rigtigt. Procuratoren i tractus Carthaginiensis, hvorunder saltus Burunitanus hørte, kjendte Allius Maximus gjennem hans vekslende forpagtninger snart af det ene og snart af det andet gods inden vedkommendes tractus. At stedet er at forstaa saaledes fremgaar foruden af selve udtrykket ogsaa af samme indskrifts II 1—2, hvor colonerne siger, at vedkommende procurator har øvet uret ikke blot i forbund med Allius Maximus men med omtrent alle conductores, hvilket vel maa betyde alle tidligere conductores af saltus Burunitanus. 3 Corp. Inscr. L. VIII Suppl. I 14428. * Dette forhold, at der her nævnes to mænd, der ikke godt kan have været andet end conductores, synes at tale mod Schultens opfatning Hermes 29 p. 205, at ogsaa denne indskrift er fra saltus Burunitanus, der da maa have været meget stor. Denne min antagelse støttes videre a f, at vi fra Commodus’s dekret fra aarene 180—183 ved, at Allius Maximus var forpagter for hele saltus Burunitanus; da nu den anden indskrift er samtidig, fra aaret 181, saa kan de to indskrifter neppe angaa samme saltus, nemlig Burunitanus, der alligevel bliver stor nok. Man har nemlig