Brakylogi. Af Kr. Nyrop. Det er en bekendt sag, at man undertiden i en sætning må underforstå et verbum fra en umiddelbart foregående (sjældnere efterfølgende) sætning, ikke blot i den engang benyttede form, men også, hvad der er særligt ejendommeligt, i en anden form, som let kan forstås ud af sammenhængen. I sin latinske grammatik (4de udg., § 478, anm. 1) anfører Madvig følgende exempel fra Cicero: Olim, quum regnare existimabamur, non tam αὖ ullis, quam hoc tempore observor a familiarissimis Cæœsaris. Her må efter non tam underforstås observabar af det følgende observor. Det samme fænomen foreligger i følgende franske exempel: Quelle bonté est-ce que je veoyois hier en credit et demain ne lestre plus (Montaigne, Essais ΤΠ. kap. 12)? Her må ud af veoyois i den første bisætning suppleres et (que 76) verrai i den anden. En videregående brakylogi har vi i fransk 1 de tilfælde, hvor to sidestillede verber anvendes i en sammensat tid med kun ét hjælpeverbum, skønt det ene kræver éíre, det andet avoir. Jusques à tant que revenus sereiz..…..et parleit à mon frere (B. de Sebourc XIV, 89). — #Æt fud conclud qu'on enverroit quelque homme prudent devers Picrochole sçavoir pourquoi ainsi soudainement estoit party de son repos et envahy les terres esquelles n`avoit droict quiconques (Rabelais I, kap. 28). — Quand elle fut entrée en sa maison et fermé la porte après elle (id., II, kap. 22). Vi rører her ved den udtryksmåde, der kaldes zeugma, hvor der af det anvendte verbum underforstås et nyt verbum, der dog må være af beslægtet betydning, så at det falder ind under samme almindelige begreb. Madvig (smst. anm. 4) giver et exempel fra Tacitus: Germanicus, quod arduum sibi, cetera legatis permisit. Fra moderne sprog skal jeg anføre følgende: Je voy 76 ne sçai quels degoustez de nostre noblesse qui parlent de conserver la religion et VEstat tout ensemble: et que les Espagnols perdront à la fin lun et lVaultre (Satyre Ménipée, ed. Frank, S. 124). Fra parlent må her foran den anden bisætning suppleres (gui) disent. En endnu dristigere brakylogi findes hos Molière i «L’'Étourdi» (v. 1341 f.):