Anmeldelser. Den gamle danske Dødedans, udg. med Indledning og Ordforklaring for Universitets-Jubilæets Danske Samfund af Raphael Meyer. Kbhvn. 1896. 91 ss. Denne berömte gamle danske bog er da endelig udkommen «hel og holden», men tidens tand har jo desværre gnavet store huller, som vi ikke ævner at udfylde. Det er for så vidt heldigt, at det er en germanist, der har besørget udgivelsen, som man derved i indledningen får en fyldig jævnførelse med de bekendteste nedertyske dødedanse (i Lübecks Mariekirke og udgg 1489 og 1520), hvorhos udgiveren påviser, dels at den danske dødedans har flere forbilleder, og ikke er udarbejdet efter nogen enkelt, dels at den danske bearbejder ikke har været bange for at vise selvstændighed i sin bearbejdelse, og at han flere steder har nået en större virkning end de tyske forbilleder. Men på den anden side vilde det have været heldigt, om udgiveren havde været bedre kendt med læsningen af gamle danske håndskrifter, så han ikke havde begået de mange fejl ved gengivelsen af citaterne fra «Comoedia de mundo et paupere» efter gl. kgl. saml. 794 fol.; s. 11 not. 5 findes således mindst 8 fejl, s. 27 1. 5 ff. 2 fejl, og disse var alle undgåede, hvis han istedenfor at benytte håndskriftet havde citeret efter Birket Smiths udgave. Fremhævelsen af det dramatiske element i den danske dødedans er noget bredere end strængt nødvendigt; nogle af de mange citater til sammenligning kunde gerne have været sparede. Hvad spörsmålet om Dødedansens alder i den danske skikkelse angår, mener udg., at den bevarede udgave må stamme fra omtr. 1536, ikke som af C. Bruun i Aarsberetn. fra d. kgl. Bibl. II 160 f. hævdet tra tiden efter 1550, og det kan ikke nægtes, at der er meget, der taler for denne mening, selvom det vel må anses for umuligt at føre bevis derfor. Udgaven af teksten er i det hele god; dog har udg. s. 39 v. 51 læst Oc istedenfor, hvad der ganske tydeligt står i originalen, De, og s. 78 bhar han rettet orig.s òs/uítning til beslutning uden at sige noget derom; også burde det vel være gengivet, hvor originalen har to store bogstaver i begyndelsen af en tiltale eller et svar, så udg. ikke allevegne havde ladet sig nöje med ét stort bogstav, ligesom originalens sidetal burde være anført i udgaven; det vilde være meget ønskeligt, om Univ.-Jub. d. Samf. vilde pålægge sine udgivere altid at indsætte dette, hvorved man opnäede at kunne bruge nytrykket, når originaludgaven var citeret. — Udgaven er forsynet med gode kopier efter de gamle træsnit i