78 F.Jónsson: Anm. af Bernstein, The Order of Words in 0. N. Prose. etiam vocabula, quae cognatione stirpis, formae, notionis, compositionis cum vocabulis comicorum propius conjuncta ab aliis scriptoribus usurpata sunt, id quod magna diligentia et doctrina factum esse videtur; ita ut qui comicis nominatimque Aristophani operam dant, iis utile adjumentum praebitum sit. Dicit auctor, se haec omnia addidisse, ut quodam modo illustraretur dictionis comicorum et aliorum scriptorum discrimen. Vellem accuratius de hac re disputasset; vellem nos docuisset, quid interesset inter dictionem Aristophanis in dialogis et in lyricis partibus, vel aliquid dixisset de toto ejus genere dicendi. De hac enim re nihil aliud dicit, nisi discrimen inter dictionem comicorum aliorumque scriptorum pusillum sibi videri, propterea quod permulta vocabula a solis comicis adhibita e sermone vulgari omnibus usitato sumpta sint, itaque prope accedere ad ea, quibus alii scriptores imprimis pedestres usi sint. Sed hujus quaestionis tractandae hic locus non est. Othiniae mense Septembri. P. Petersen. Ludwig Bernstein: The Order of Words in Old Norse Prose, with occasional References to the other Germanic Dialects. Disputats fra Columbia University. New York 1897. VIII 62 5. Den oldislandske syntaks er et felt, hvor der trænges til tidssvarende undersøgelser og afhandlinger. G. Lunds ordföjningslære var for sin tid et agtværdigt arbejde, men den sejlede altfor meget i Madvigs latinske syntakses kølvand. Foruden at Wisén har behandlet Eddasprogets syntaks, ligesom også M. Nygard, har denne sidste leveret særdeles dygtige specialafhandlinger; det vilde være særdeles ønskeligt, om denne forfatter vilde give en samlet fremstilling af hele det gamle sprogs syntaks; hertil er han fremfor alle kaldet. Forf. af det lille arbeide, der her kortelig skal omtales, har taget en lille del af æmnet til behandling, nemlig selve ordstillingen. Det er et af de interessanteste æmner af hele syntaksen, og fortjænte en alsidig og grundig monografi. Hr. Bernstein har hæntet sit stof fra Gylfaginning (og de såkaldte Bragaræður), omtr. 100 sider i Oláfssaga Tryggvasonar (kap. 59—84, 124—50) og c. 50 sider i Eyrbyggjasaga (kap. 1—18, 41—57), ialt fra omtr. 240 sider, og han udtaler, at 100 sider vilde have været ligeså tilstrækkelige som de 240. Dette kan nu være til en vis grad rigtigt; stilen er forholdsvis a a ΨΡΨΦ ῊΤ Τ ΠΡ Ν ΒΒ ὙΨΉΨΠΨ