80 G. Rangel Nielsen: Anm. af at ægge arbeidslysten. Hvad der er kommet i mellemtiden er dels af tekstkritisk art (Jordans undersøgelser over håndskriftgrundlaget — Schanz’s udgave), dels beskæftiger det sig med den «høiere» kritik. Allerede før Stallbaums udgave havde Zeller villet gøre hele skriftet uægte, en mening Stallbaum gentagne gange polemiserer imod, og som Zeller også siden har taget tilbage. Nu er der vist ingen, der forkaster det hele skrift som uægte, men man har behandlet det på lignende måde som Xenofons Apomnemoneumata og søgt at skille en ægte platonisk kærne fra mer eller mindre vellykkede tilføielser af anden mand. Spørgsmålet er reist af Iwo Bruns’, der mener at kunne påvise, at to forskellige udkast er ganske mekanisk sammensmeltede af den mand, hvem overleveringen nævner som «lovenes» udgiver: Philippos fra Opus. Og denne mand får ikke blot den rent mekaniske sammensmæltning af Platons to udkast på sin samvittighed, men hver gang man í den os foreliggende tekst mærker nogen ubehjælpsomhed eller sligt, er det Ph., der gør ulykker med egne forklaringer, udfyldninger eller hele ræsonnementer. I et noget bedre lys træder Ph. hos Bergk («Fünf Abhandlungen zur Geschichte der griechischen Philosophie und Astronomie ..ê. herausgegeben von G. Hinrichs» p. 41—116), der tildels polemiserer mod Bruns. Også Bergk sondrer mellem 2 udkast af Platon selv og mener, at Philip ikke var sin opgave voksen. Men han skyr ikke at henføre feil i disposition og fremstilling til Platon selv, og det er af ærefrygt for mesterens ord, at Philip ikke har rettet dem. — Dernæst optoges spørgsmålet af E. Prätorius («De legibus Platonicis a Philippo Opuntio retractatis», Bonnae 1884. Diss.). Han følger i ét og alt Bruns, men søger desuden at vise, at Aristoteles ikke har kendt «lovene» i den skikkelse, hvori vi har dem overleverede men i en anden ægte platonisk, som Pr. dog ikke har kunnet rekonstruere. Da de nu sikkert ikke har været udgivne af Platon selv, må Aristoteles have sit kendskab til indholdet fra Platons forelæsninger, eller han har haft Pl.s optegnelser til låns. I begge tilfælde falder hans kilde formodenlig sammẹn med det ene af de to oprindelige udkast. Siden Prätorius har også dette spørgsmål hvilet indtil nu, da Ritter har genoptaget det i sin kommentar og behandlet det i skarp opposition mod Bruns og Bergk (Prätorius synes han ikke at kende): «Auf mich macht es durchaus den Eindruck, als hätten wir es im wesentlichen auch bezüglich der Disposition des Stoffes mit Plato selbst zu thun, und ich finde es vollkommen natürlich, dass in einem unfertigen Werk verschiedene Ansätze zur Behandlung derselben Fragen vorliegen, die mit einander verglichen 1 Plato's Gesetze vor und nach ihrer Herausgabe durch Philippos von Opus. Weimar 1880. Bogen har desværre ikke været mig tilgængelig, så min opfattelse af hans standpunkt beror på Ritter og Bergk.