Ritter, Platos Gesetze. 81 nicht ganz stimmen und von denen keiner ganz befriedigt.» Med disse ord præciserer han selv (Komm. p. 61) sit Standpunkt, og atter og atter søger han at gendrive Bruns’s opfattelse af de enkelte steder. Ofte lykkes det ham; men ofte synes forklaringen også mindre overbevisende, f. eks, netop på det sted, der giver ham anledning til at gøre rede for sin stilling til hele problemet, skildringen af det dionysiske kor i 2den bog. Og når han så på p. 209 udtrykkelig må erklære sig enig med Bruns — «Was hier nachgetragen wird, war oben schon gesagt. Es sind offenbar zwei Entwürfe des Konzepts stehen geblieben, die hätten zusammengearbeitet werden sollen» — og må indrømme tilstedeværelsen af 2 udkast, og når dette sted endda ikke er helt enestäående (sml. p. 186 øverst), så ligger den mening nær, at forf. hellere skulde have givet sine modstandere ret i hovedsagen og indskrænket sig til at påvise feil i opfattelsen af de enkelte steder. Det synes dog at stå fast, at «lovene» er opstået ved sammenarbeidning af 2 udkast, og at de er udgivne efter Platons død af Philippus. Spørgsmålet bliver da: Kan vi endnu spore Philips virksomhed, og i bekræftende fald, i hvor stor udstrækning? Og her synes det virkelig efter Bergk og Ritter at dømme, at Bruns er gået alt for vidt. I tekstkritisk henseende bygger forf. i de første 6 bøger selvfølgelig på det ved Schanz’s kollation af Par. ἃ givne grundlag, men citerer dog stadig efter Hermann, hvem han jo i 7.—12. bog er ene henvist til. Formodenlig hænger det sammen med forf.s gentagne gange udtalte utilfredshed med Schanz’s tekstbehandling, navnlig med hans hyppige udslettelser af ord, der ganske vist kunde undværes, men som dog ingen fortræd gør. Hvor R. selv optræder med rettelser, er han ingenlunde altid heldig. Som nogle af de bedste kan følgende forslag nævnes. II 672 D: ᾿πόλλωνα δὲ καὶ Μούσας καὶ Διόνυσον (brò) ϑεῶν αἰτίους γεγονέναι er i hvert fald nok så godt som Cornarius’s τούτων αἰτίους for ikke at tale om Asts τούτων τῶν ἀγαϑῶν αἰτίους. — V 727 A er der tale om, at mennesket bør τιμᾶν τὴν ἑαυτοῦ ψυχήν. Men, hedder det så: τιμᾷ δ᾽ ὡς ἔπος εἴπεῖν ἡμῶν οὐδεὶς ὀρϑῶς, δοκεῖ δέ" ϑεῖον γὰρ ἀγαϑόν που τιμή, τῶν δὲ κακῶν οὐδὲν τίμιον, og der fortsættes med påvisning af, at den τιμή, man tror at yde sin sjæl, egenlig er en βλάβη. Sætningen med γάρ kan her ikke være rigtig. Schanz ændrer τιμή til ψυχή, hvorved tilknytningen med γάρ bliver lige mærkværdig, ligesom det ikke er bestemmelser til ψυχή, vi skal have. Ritter skriver vist med rette ϑετέον γὰρ ἀγαϑόν που τιμή: Vi ærer ikke vor sjæl på rette måde; ti ære må være noget godt, men den ære, der almindeligvis vises sjælen, er skadelig. — X 886 E har Athenæeren refererende fremsat en af tidens formastelige meninger om guderne. Kleinias udbryder i den anledning: χαλεπόν γε λόγον, ὦ ξένε, εἰρηκὼς τυγχάνεις, εἴ γε εἷς ἦν μόνον" Nord. tidsskr. f. filol. 8616 række, VI. )