892 G. Rangel Nielsen: Anm. af Ritter, Platos Gesetze. νῦν δὲ ὄντες πάμπολλοι τυγχάνουσιν, ἔτι χαλεπώτερον ἂν εἴη. Det sidste hænger ikke sammen, og det er da meget lettere med R. at skrive (ô) ἔτε end som samtlige udgivere at forandre ὄντες til ὅτε. — At forf. som sagt benytter Hermanns tekst, også hvor Schanz’s foreligger, giver af og til anledning til små feilgreb. Som exempel kan tjene VI 766 AB, hvor der handles om opdragelsens store betydning og valget af en mand til på statens vegne at føre tilsyn med den. Hermanns tekst lyder: ὧν ἕνεκα OÙ δεύτερον οὐδὲ πάρεργον δεῖ τὴν παίδων τροφὴν τὸν νομοϑέτην ἐᾷν γίγνεσθαι. πρῶτον δὲ ἄρξασϑαι χρεὼν τὸν μέλλοντα αὐτῶν ἐπιμελήσεσϑαι καλῶς [αἱρεϑῆναι! τῶν ἔν τῇ πόλει, ὃς ἂν ἄριστος εἷς πάντα 1), τοῦτον κατὰ δύναμιν ὅ τι μάλιστα αὐτοῖς καϑιστάντα προστάτην καὶ ἐπιμελητήν, hvortil R. først gør den bemærkning, at man med rette anser stedet for fordærvet, da teksten ikke lader sig konstruere. Men udslettelsen af αἱρεϑῆναι synes ham et for voldsomt middel, og han foreslår da at beholde det men i det følgende rette καϑιστάντα til καϑιστάναι; χρεών tages da som absolut akkusativ, τῶν êv τῇ πόλει forbindes med ἄρξασϑιαι, og til καϑιστάναι underforstäås δεῖ: «Da vielmehr als erstes im Staat (die Massregel, die Sorge) vorangehen muss, dass der, welcher für diese Dinge zu sorgen hat, richtig ausgewählt werde, so muss der Gesetzgeber denjenigen als Aufseher darüber bestellen, der in jeder Hinsicht der tüchtigste ist.» Der er hertil den indvending at gøre, at Hermanns tekst allerede indeholder én ændring — foruden udeladeisen af αἱρεϑῆναι —, idet håndskrifterne ikke læser προστάτην καὶ ἐπιμελητήν Men προστάττειν ἐπιμελητήν; afvigelsen går tilbage til Aldinateksten og er sikkert kun konjektur. Men at bygge sine rettelser på en allerede rettet tekst er dog ingen sund fremgangsmåde. Også Schanz sletter αἱοεϑῆναι men følger ellers hdskr. Vil man bevare αἱρεϑῆναι, kan man måske skrive: πρῶτον δὲ ἄοξασϑαι χρεὼν τὸν μέλλοντα αὐτῶν ἐπιμελήσεσϑαι καλῶς, αἱρεϑῆναι (SC. δεῖ) τῶν ἔν τῇ πόλει ὃς ἂν ἄριστος εἰς πάντα 1). τοῦτον (οὖν) .... καϑιστάντα προστάττειν (se. δεῖ τὸν νομοϑέτην) ἐπιμελητήν: «men da den, der skal tage sig heraf, skal have det første (0: vigtigste) embede, bør den vælges osv.» Det forudsætter rigtignok ligesom Ritters læsemåde, at χρεών i «lovenes» sprog kan bruges som absolut akkusativ, men herfor må R. tage ansvaret; i de sidste 6 bøger tror jeg at kunne påstå, at det ikke findes således. — Dette er nu ikke det eneste sted, hvor overlevering og ændringer forveksles; men det må være nok at anføre V 744 BC, hvor R. læser χατὰ πλούτου κτῆσιν καὶ πενίας med den bemærkning (p. 152): «Die Abänderung von κτῆσιν in χρῆσιν, welche nach Asts Vorgang Hermann und Schanz in ihren Ausgaben vornehmen, halte ich für eine Verschlechterung des Textes.» Men — den overleverede tekst har κατὰ πλούτου χρῆσιν καὶ πενίαν, 0g κτῆσιν er netop Asts forslag — om det er en «verbesserung», skal jeg ikke sige.