Kr. Sandfeld Jensen: Anm. af Staaff, Le suffixe -arius. 85 er det at gøre Forskel her i Strid med Forfatterens egne Grundsætninger; endelig lokker [-] snarere til at betone følgende Stavelse overalt. Endnu et Par Småbemærkninger: S. 26 Flt.- formen businesses kan da også betyde «mange forskellige Ting at tage Vare på». S. 41 var det ønskeligt, om der var anført som Parallelexempler: what way did he go og which way did he go med Angivelse af Nyangseringen. ὃ 115 a står «foran dette (t) forsvinder et d», her burde tilføjes «og et Z» (jvf. smell, smelt). Anmælderen henstiller ovenstående Smånotitser til Forfatterens velvillige Overvejelse, når der skal trykkes en ny Udgave. Som man ser, er de gjorte Invendinger af underordnet Natur: Bogen bærer på ethvert Punkt Vidnesbyrd om sin Forfatters Grundighed; det er en overraskende Mængde Stof, der er givet på de få Sider. Helt igennem ledsages Exemplerne af fonetiske Omskrivninger; derved er det blevet Forfatteren muligt at fremdrage en hel Del vigtige Forhold, som kun kommer frem i Udtalen men ikke i Skriften og derfor tidligere simpelthen ignoreredes; således f. Ex. Komparativdannelsen af Adjektiver på -ng, Verbet use, Ordenes ubetonede Former osv. Tidligere behandledes Relativsætningerne på den bekendte summariske Måde; i Stedet for denne stereotype Behandling har Prof. Jespersen vist, at netop disse Relativer bruges til at angive fine Betydningsforskelle. Mens ældre Grammatikker i sjælden Grad manglede Perspektiv og alt i dem lå rodet sammen i ét Kaos, findes i foreliggende Bog en pålidelig Skelnen mellem Nyt og Gammelt, Væsentligt og Uvæsentligt. Der er da al god Grund for danske Lærere til at takke Prof. Jespersen for den gode Bog, han har givet dem i Hænde. N. Bøgholm. Erik Staaff: Le suffixe -arius dans les langues romanes. (Thèse pour le doctorat.) Upsal 1896. 160 pp. Il est un peu décourageant de lire les 70 pages du chapitre II qui contiennent un aperçu critique sur les opinions antérieurement émises sur la question -arius. Une discussion si longue et pourtant si stérile! Que quelques-uns aient préféré alors de regarder tout essai d'une explication comme infructueux et de dire tout simplement: -arius devient -ier, cela n'a rien d'étonnant. Cependant il faut savoir gré au savant qui n’a pas reculé devant les diffcultés que soulève le problème, et qui a examiné la question encore une fois. Disons tout d'abord que son étude, quoique ne prétendant pas à embrasser l'histoire entière du suffixe, est la