88 Hans Ræder: Anm. af paa Perikles’s Tid betragtes i Reglen som Højdepunktet af den græske Historie. Beloch’s Griechische Geschichte er naaet langt ud over dette Standpunkt. Værkets Hovedfortjeneste er, for at sige det i Korthed, at det fremstiller den græske Historie ud fra fuldt ud moderne Synspunkter med resolut Bortkastelse af alle traditionelle og forlængst forældede Betragtningsmaader. Den Tid vil vel ogsaa komme, da det maa betragtes som forældet, men for Øjeblikket er det i alt Fald paa Højde med Tiden. Paa eet Punkt kan man endogsaa sige, at Behandlingen af den græske Historie først med Beloch fuldt ud er naaet til et Standpunkt analogt med Niebuhr’s, nemlig med Hensyn til Sagntiden. Det er Beloch selv, der drager Parallellen. Siden Niebuhr’s Tid, siger han (I 3—4), tvivler ingen alvorlig Forsker paa, at Myther og Sagn, som tildels ere opstaaede under Indvirkning af den episke Digtning, ere fuldstændig værdiløse til Rekonstruktion af den ældste Historie, for saa vidt Talen er om den romerske Historie; det var paa Tiden, om vi endelig kunde komme ligesaa vidt med Hensyn til den græske. Som Følge heraf forvises hele den konventionelle Urhistorie fuldstændig fra Historien. Der ofres den ganske vist et helt Kapitel (I Kap. 5), men dette gaaer kun ud paa at vise, hvorledes denne Urhistorie er bleven til paa Grundlag af lærde eller halv-lærde Kombinationer. Fortællingerne om de store Vandringer skyldes ikke nogen Tradition, men ere blot blevne til med det Formaal at forklare det Faktum, at Homer nævner andre Folkestammer i de forskjellige Egne af Grækenland, end der senere fandtes (I 147). Ved Udviklingen af disse Sagn have tilfældige Navneligheder spillet en stor Rolle; den i og for sig urimelige Fortælling, at Størstedelen af Peloponnes med sin rige Kultur skulde være bleven erobret af Beboerne af det lille Landskab Doris i Mellemgrækenland, har ikke mere historisk Værd end Fortællingen om Teukros, der, da han var forjaget fra Salamis, anlagde en By af samme Navn paa Kypros, og mangfoldige andre lignende Fortællinger (I 150). Adskillige af de Folkeslag, der nævnes i Urhistorien (Danaer, Lapither, Phlegyer), henvises rentud til Mythologien (I 156 f). At Beloch’s Opfattelse af Vandringssagnene skulde være Historiens sidste Ord, er naturligvis ikke sagt, og Modsigelsen er selvfølgelig heller ikke udebleven; i ethvert Tilfælde kræver den den største Opmærksomhed. Ogsaa for de senere Tiders Vedkommende, der ere bedre oplyste af Historiens Lys, viser Beloch den største Selvstændighed og Overlegenhed saavel overfor Kilderne som overfor de moderne traditionelle Opfattelser. Overlegenheden stiger paa mangfoldige Steder saa vidt, at andre Forskere, hvis Resultater Forfatteren ikke kan billige, affejes med bitter Spot. Uden Tvivl