00 Hans Ræder: Anm. af Opfattelse ligger Drivkraften i den historiske Udvikling ikke hos de «store Mænd», men i Folkemasserne, og i Overensstemmelse hermed komme de Mænd, som ellers have nydt den største Ros, til at indtage en ret beskeden Stilling. Først og fremmest Perikles. Hverken som Statsmand eller som Feltherre tilkjendes der ham fremragende Egenskaber; han var kun en stor -«Parlamentarier», som forstod at lede Masserne, men paa den anden Side ogsaa havde et fint Øre for, hvad den offentlige Mening krævede (I 466). Ja, Perikles maa endog finde sig i den haarde Dom, at ligesom han havde været med til at vække Klassekampen i Athen, saaledes vakte han ogsaa — og det nærmest af personlige Bevæggrunde — den helleniske Borgerkrig (I 517), hvorved han omhyggeligt sørgede for, at det formelle Ansvar for Krigens Udbrud kom til at hvile paa Modstanderne (I 524). Andre græske Statsmænd slippe heller ikke saa nemt fra det. Emn ret haard Dom rammer Epameinondas (II 290 f), og Demosthenes haanes helt igjennem paa det Ubarmhjertigste. Dette hænger imidlertid sammen med et af Forfatterens Hovedsynspunkter. . De evindelige Borgerkrige mellem de græske Stater indbyrdes og de indre Partistridigheder i Forbindelse med Demokratiets Udskejelser indenfor de enkelte Stater havde ødelagt Landet politisk og økonomisk. Hvorfra skulde Redningen komme? Fra de «store Mænd»! Der er to græske Statsmænd, hvis Storhed Beloch anerkjender, Tyrannen Dionysios i Syrakus (II 176 f.) og Kong Philip af Makedonien; den Sidste er ham dog den største : «aldrig har nogen større Statsmand siddet paa en Throne» (II 485). Hvad Cæsar er for Mommsen, det er Philip for Beloch; Begge bringe Orden og Enhed i de forvirrede Forhold. Men der er dog en stor Forskjel: Militærdiktaturet kunde i Grækenland ikke medføre nogen varig Bedring i Forholdene; selv Dionysios’s Værk sank sammen kort efter hans Død; kun det gamle, legitime, af Zeus indsatte Kongedømme kunde efter Beloch’s Mening bringe Enhed i Hellas (II 477). Men et Spørgsmaal maa vel være tilladt. Har Makedonien virkelig, som Beloch paastaaer (I 280 f.), bragt Hellas Redning fra den Blendighed, som fulgte med Splittelsen i de mange Smaastater? Selv efter Philips Tid vedbleve de græske Stater jo dog at hjemsøges af Borgerkrige. Hvorfor saa ikke hellere gjøre Romerne den Ære at betegne dem som Hellas’s Redningsmænd? Ved Betragtningen af det græske Aandsliv medfører Forfatterens Radikalisme ogsaa en anden Bedømmelse af Aanderne end den sædvanlige. Hvad bliver der af de store Mænd, som vi ere vante til at beundre? Hvor lille bliver ikke Sokrates! Forfatteren sætter hans Hovedbetydning deri, at han var den Første, der søgte at forsone Tro og Viden; han faldt som et Offer for den reaktionære Bevægelse, han selv havde været med til at