Valdemar Thoresen: Anm. af Zielinski, Cicero. 93 Th. Zielinski: Cicero im Wandel der Jahrhunderte. Ein Vortrag. Leipzig 1897, Teubner. IV+ 102 ss. 2000 års- jubilæet for Ciceros fødsel, den 3dje januar 1895, har ikke vakt megen opsigt i vor ellers så jubilæumselskende tid. Det foreliggende værk er vel det eneste, i alt fald det eneste af nogen betydning, som denne mindedag har fremkaldt. Z.'’s foredrag er holdt i Petersburg-universitetets historiske selskab og nu udgivet på Tysk, forbedret og udvidet. Bogens opgave er, som titlen viser, at følge Cicero ned gennem tiderne og betragte hver tids forhold til ham, hvordan man har dømt om ham, og hvad udbytte man har taget af ham. Han hører jo nemlig til de få, der «ikke blot selv har afspejlet deres tidsalders ånd, ikke blot har givet eftertidens kultur en øjeblikkelig impuls, men også i stadig, snart mere, snart mindre kendelig berøring har ledsaget den på dens videre udviklingsveje». Efter en hurtig, velskreven oversigt over Cic.s offentlige liv, hvor Z. kraftigt betoner hans stærke og konsekvente vedholden ved det Scipioniske statsideal, som med Caesars eneherredømme var uigenkaldelig tabt, kommer forf. ind på sin egentlige opgave. Den begynder jo egentlig først ved Cic.s død. Størst kulturhistorisk rolle af Cic.s litterære efterladenskaber har hans taler og filosofiske værker spillet, de første mest ved deres form, de sidste ved indholdet. Allerede Quintilian proklamerer hans taler som mønstre på god stil («ille se profecisse seiat, cui Cicero valde placebit»), og det er et spørgsmål, om ikke uheldige virkninger kunde spores endnu i vore dages stil, hvis Seneca eller Tacitus var bleven den toneangivende stilist. Dog, det får stå hen; men hvor skulde kulturen have fået de impulser fra, som Cic.s filosofiske skrifter gav den? Dér var det ikke formen alene, der betog; indholdet, Cic.s religiøse filosofi, fik en betydning, som ingen kunde ane. Han, den store eklektiker, skulde blive en rig fundgrube for den kristne kirke, i hvis øjne al haeresis var en vederstyggelighed. Det var gennem kirkefædrene, at Cic.s ethik blev de følgende århundreders kulturelle ejendom, og højst ejendommeligt er det at betragte disse forfatteres forskellige syn på Cicero — Tertullian med sit tykhudede, man kunde fristes til at sige indremissionske, had til humanismen ; Hieronymus, i hvis indre den kristne må føre svære kampe med Ciceronianeren; Lactantius og Ambrosius, der kristianiserer Cic.s filosofi; Augustinus, der af Cic.s Aortensius ledes til kristendommen. Men efter sin meilvirken til grundlæggelsen af den kristne litteratur ligger Cic. i nogle hundrede år i dvale, skønt inkognito tilstede i kirkefædrenes skrifter. Så har kulturen påny en stor opgave til ham, og han bliver en højst betydningsfuld faktor i renaissance-litteraturens tilbliven. Tilmed opdager nu Petrarca og Coluccio Salutato (navnet er forskrevet hos Z.) hans