94 J. L. Heiberg: Anm. af breve, og Cicero bliver fra abstraktion igen til en levende personlighed med menneskelige egenskaber, gode og dårlige. Det er atter nu ikke blot den fuldendte form, man beundrer og efterligner; som repræsentant for den sunde fornufts filosofi og den sunde kritik får Cic. en mægtig indflydelse på renaissance-litteraturen. I langt mindre grad ser reformatorerne en fører i Cic.; dog yder både Luther og Zwingli ham hyldest (Calvin derimod ikke) og stiller denne hedning i udsigt ved vorherres særlige dispensation at opnå hans nåde. Noget tvungent er her forf.s forsøg på at forklare sig Drumanns og Mommsens hårde domme over Cic. som en naturlig konsekvens af reformationen!. Endelig når vi ned til oplysningstiden. Af denne periodes skribenter sætter særlig Voltaire og Mably Cic. meget højt (Voltaire hylder jo endogså digteren Cic.), af revolutionens store taler er mere end én syet over Ciceroniansk læst, og den Romerånd, som revolutionsmændene gærne vil se svæve over deres handlinger, er næsten udelukkende hentet fra Cicero. Hermed er bogens indhold kort gengivet. Den stiller sig en helt ny opgave, der til sin løsning kræver både en kundskabsrig og en åndrig mand. I begge retninger gør prof. Z. fyldest i rigt mål. Hans stil er kraftig, smuk og klar, som det sømmer sig en beundrer af Cicero. Alt i alt: bogen er interessant at læse og et værdigt jubilæumsværk for den Romer, der har ydet det største bidrag til vor tids kultur. Randers, sept. 1897. Valdemar Thoresen. Sammlung wissenschaftlicher Commentare zu griechischen und römischen Schriftstellern. — 7. Zucretius Carus, De rerum natura Buch III, erklärt von Richard Heinze. Leipzig 1897, Teubner. VI-+30- 176 S. Eingestandener Massen ist die Interpretation der Schriftquellen wie die Grundlage, ja die Existenzberechtigung, der philologischen Wissenschaft so der Gipfel und das Endziel der philologischen Kunst. Sie muss daher immer das centrale des philologischen Universitätsunterrichts bleiben und giebt sowohl diesem als auch dem Schulunterricht in den alten Sprachen einen besonderen Vorzug, indem sie die selbstthätige Beschäftigung der 1 Medens Z. bøjer sig for Mommsens «gratiøse fleuretstik» mod Cic., er han fuld af harme over Drumanns «pöbelhafte Holzkomment.» Hans iøvrigt vittige og tilintetgørende polemik mod P. Nerrlich skal vi ikke opholde os ved.