Brugmann, Grundriss d. vergl. Gramm. 109 iflæng nævne et Par Punkter, hvor jeg ikke føler mig tilfredsstillet af Brugmanns Fremstilling. Som bekendt befandt man sig indtil for få År siden i fuldstændig Rådvildhed overfor nogle Tilfælde af den yngre slaviske Palatalisation (sl. ovožca russ. ovcăà, «Får» skr. avikä, sl. lice «Ansigt»); et uvæntet klart Lys fik dette Problem pludselig ved Baudouin de Courtenay's korte Afhandling IF IV 46 ff., der påviste, at Palataliseringen skyldtes den foregående Vokal og regelmæssig indtrådte, når Accenten lå på den følgende Stavelse. Hermed må man sammenligne den smukke lille Afhandling af v. Rozwadowski i Bind XXV af Krakau-Akademiets filologiske Klasse S. 415—419, hvor det påvises, at Ord som russ. vo/éica «Ulvinde» først senere ad analogisk Vej har antaget Endelsen -ca, medens Dannelsen oprindelig var identisk med skr. or// oldn. y/gr. Brugmann har S. 291 ment at måtte modificere Baudouin de Conrtenays Anskuelse således, at han fører sl. ovčca tilbage til *ovi/kjā og antager en forenet Indvirkning af det foregående og det følgende z. Der tilföjes: «Anders, aber mich nicht überzeugend, Baudouin de Courtenay IF 4, 46 ff.» Ved dette Citat får Begynderen absolut ikke den Forestilling, at Brugmanns Fremstilling simpelthen er en Modifikation af Baudouin de Courtenay’s, og at næsten al Fortjenesten tilhører denne, sely om Brugmann skulde have Ret. Hvorfor ikke: «Diese Modification der Baudouin de Courtenayschen Ansicht halte ich für nöthig»? Hvilke Grunde, der har bevæget Brugmann ti! denne Ændring, angives ikke udtrykkelig; man må derfor slutte sig til det af hans Materiale. Ordet dēvíca «Pige» er måske anført for at modbevise Baudouin de Courtenay’s Accentlov, men er nu tilfredsstillende forklaret af v. Rozwadowski. Desuden anføres 7μπϊοῖ, «ung Tyr», som sammenlignes med lit. jaunikis Gen. jaunikio. Denne litaviske Form synes unægtelig at tale stærkt for Brugmanns Ændring; jeg foretrækker dog at søge Løsningen i den Antagelse, at også i Litavisk Mouilleringen af Καὶ i jaunikio (der grafisk udtrykkes ved det følgende i) skyldes det foregående 7. Jeg kan ikke her gå ind på Enkelthederne af de pågældende litaviske lydlige og analogiske Processer; men det er klart, at min Opfattelse frembyder færre Vanskeligheder end Brugmanns, som tvinger ham til at antage ὦ i Vok. ofïċe til Nom. ofřcř, i otřčť «faderlig» oťtťřčístvo «Fædreland» ofćřsk «fađderlig» o. s. v. for Analogidannelser. — S. 188 lærer Brugmann, at ievr. οἱ, ai i Oldirsk optræder som oe, ae, men foran mouilleret Konsonant som οἱ, ai. En sådan Regel har ikke eksisteret i nogen Periode af den irske Sproghistorie, og først og fremmest ikke i Oldirsk. 1 Wiürzburg-Glosserne skrives altid ói, di; Eksemplernes Antal er meget stort; oe, ae skrives kun i følgende Tilfælde: 32 Gange i Ordet oen med Afledninger, også foran monuilleret Konsonant: óendia 16 a 17, óenfer 4 b 13 9. 8. v. ; samme Ord forekommer 32 Gange med ói, også foran ikke-