Språkliga uppsatser. 111 vige og hólmganga, som opstilles i Sagaen). Johannes Paulson: In Lucretium adversaria, S. 17—30, giver en tekstkritisk Behandling af Lucretius I 280 ff., I 294, 1 881 ff., I 978 (og ᾿ν 69), 1I 601, III 289.’..10.10158.,.00 8383, VI 1194. De øvrige Afhandlinger er af rent sprogligt Indhold: ÆHerman Söderbergh fremsætter S. 129—166 Resultatet af Rimsíudier på basis af rimmets användning hos moderna svenska skalder (Snoilsky, Rydberg, Heidenstam, Levertin, Fröding). Azel W. Ahlberg giver S. 31—44 Annotationes in accentum Plautinum. Fra denne Afhandling må jeg principielt tage Afstand; jeg står fuldtud på det Madvig’ske Standpunkt og benægter, at man af kvantiterende Vers kan lære nogetsomhelst om Accenten (sml. J. L. Ussing. Græsk og romersk Metrik, Kbhvn. 1893, S. 13 og S. 30). Da der ikke her er Plads til theoretiske Udviklinger, skal jeg indskrænke mig til at göre opmærksom på, at de såkaldte Accentstudier på Grundlag af Metrikken hos Plautus fører til Resultater, som fra et rent sprogligt Standpunkt ikke på nogen Måde kan accepteres. Man mener således at have udfundet, at Tostavelsesord med kort Slutningsstavelse og Flerstavelsesord med trochæisk Slutning beholder deres oprindelige Accent hos Plautus, selv om det enklitiske que tilföjes; altså térrðgue. Dette er simpelthen umuligt; hvis det havde heddet térrdque pà Plautus’s Tid, måtte denne Udtale bestandig have holdt sig; en Lydlov, der kunde forandre ftérraque til terráque og dog lade públicus 0. s. vV. uforandret, kan ikke formuleres, og ligeså lidt kan ferráque være opstået ad psykologisk Vej; det må altså have bestået fra første Færd af i Latin. Ikke mindre absurd er den Antagelse, som Ahlberg lader skimte S. 32, at mariaque skulde have forskellig Accent efter som det følgende Ord begynder med en Konsonant eller med en Vokal. Jeg kan derfor af Ahlbergs Afhandling kun acceptere de Iagttagelser, som ikke have noget med Accenten at göre (S. 33 om Udtalen Žaecin for haecine også foran Konsonanter; S. 36 f.: mihique og mihique o. s. v., men altid egöne; S. 39: i Grupperne magis magisque, minus minusque falder s aldrig bort i Udtalen foran que, medens i andre Tilfælde den midterste Stavelse i magisque og minusque kan bruges som kort). — Sven Berg, Bidrag till frågan om det atiributiva adjektivets plats i modern franska, S. 105—121, søger at finde en almindelig Formel for den nuværende Sprogbrug. Claes Lindskog fremsætter S. 123—127 De usu pronominum personalium, quae subiecti vice funguntur, apud elegiacos poetas Latinos observationes. ΤΊ] Syntaksen regner også Æmil Rodhe sin Afhandling 7ransitivity in modern English, S. 4535—60, men med urette. Når Forfatteren finder, at to dutcher er mere «transitivt» end fto slaughter, dette mere end ¢to slay, kill, put to death 0. 8. V., så er dette noget, der absolut ikke vedkommer Syntaksen, som trods Forf.s Protest kun kan beskæftige sig meld,