Lindskog, Satzstellung im Latein. 113 skog påviser, at man i det archaiske Latin endnu var meget utilböjelig til at indskyde en Bisætning i Hovedsætningen, hvad der i det klassiske Latin bliver ganske almindeligt; han anfører bl. a. det Sted af Ciceros Orator (§ 233), hvor Cicero citerer en Sætning af ©. Gracchus: Abesse non potest quin ejusdem hominis sit probos improbare, qui improbos probet og selv tilföjer: quanto aptius, si ita dixisset: quin ejusdem hominis sit, qui improbos probet, probos improbare. En ganske tilsvarende Udvikling har fundet Sted i Skandinavisk; den gamle Sætningsstilling har vi i Ordsprog som: Det er ikke alt Guld, som glimrer, Den græd ej for Guld, som aldrig Guld åtte; sml. Tryggevælde-Stenens: sd werdi at rétta es ælti stæin þannsi, og islandske Eksempler som: greiddu þeir féit af höndum, er varðveitt höfðu; keypti skip hálft til handa Gunnlaugi, er uppi stóð i Gufárósi (Gunnlaugs saga ormstungu). Sådanne Paralleler kan man dog ikke forlange at finde i en Specialundersøgelse, som nærmest har det Formål at påvise Forskellen mellem det archaiske og det klassiske Latin med Hensyn til Sætningsfølgen. Lindskog giver derimod af og til en sprogfilosofisk Forklaring af Fænomenerne, idet han direkte søger at påvise det psykologiske Grundlag, undertiden med Held (S. 5 om Grunden til Ordstillingen: tuo ego ἰδίως igitur dicam periculo; flere Bemærkninger i Afsnittet «Rhytmik der Sätze»), undertiden med mindre Held; hvad der S. 10 f. siges om Grunden til, at Prædikatsverbet i de germanske Sprog gærne står på anden Plads («Manden gav sin Kone en Bog», «hende gav han en Bog», «derpå gav han hende en Bog»), forekommer mig kun at være tomme Ord, som ikke forklarer noget. Man kan undertiden også have andre Indvendinger mod Lindskogs Fremstilling; hans Forklaring (S. 22) af Formlerne for sponsio (da hercle pignus, ni omnia memini et scio) forekommer mig at være yderst kunstlet. Men i det hele taget er Lindskogs Undersøgelse et dygtigt Arbejde, som læses både med Belæring og Fornöjelse. Da næsten alle Eksemplerne hentes fra Plautus og Terents, indeholder Arbejdet også nogle Bemærkninger af Vigtighed for Fastsættelsen af disse Forfatteres Tekst; S. 44 f. forsvarer Lindskog (efter min Mening med rette) Håndskrifternes Læsemåde Rud. 587 (i Ussings Udgave 576): crapulam, quam potavi præter animi quam lubuit sententiam, hvor Fleckeisen sletter quam lubuit, medens Bothe og Ussing med en mindre voldsom Rettelse skriver sententiae. — Lindskog har skrevet sit Arbejde på Tysk; herimod har jeg principielt ikke nogen Indvending, da det for Öjeblikket ikke kan være tvivlsomt, at Tysk er det Sprog, som nærmest er kaldet til at være Filologiens og Sprogvidenskabens Volapük. Men ethvert Sprog må læres, förend det benyttes. Hver eneste Side af Lindskogs Undersøgelse vrimler af «Brölere»: S. I Vornehmen for Unternehmen, S. II während des Drückens for des Druckes, Nord. tidsskr. f. filol. 3die række. VI. 8