118 S. Sørensen: Anm. a H. S. Vodskov: Sjæledyrkelse og Naturdyrkelse. Bidrag til Bestemmelsen af den mytologiske Metode. Første Bind: Rig-Veda og Edda eller den komparative Mytologi. Indledning og første Bog. Kjøbenhavn 1890-97, Lehmann & Stage. CXLIX + 560 Sider. Hvis dette værk holder, hvad det lover, turde det blive det vigtigste religionshistoriske arbejde, der hidtil er fremkommet. Det skal nemlig afsluttes med hverken mere eller mindre end et idealt gennemsnit af en religions normale udvikling, hvor heltesagns og æventyrs plads i udviklingen vil blive bestemt. Forf. mener (X) «at have givet et virkeligt bidrag til at uddanne den methode, som alene kan føre bort fra den uværdige tilstand, hvori det mythologiske studium for öjeblikket befinder sig.» I det foreliggende bind få vi af dette desværre kun vage antydninger, som jeg må tilstå ofte ere mig lige så uforståelige som overraskende. Forf.’s definition af <«sjæledyrkelsens grundtanke» findes 5. CI; den er meget forskellig fra tro på spøgelser, dyrkelse af afdøde, animisme, eller hvad en naiv læser ellers kunde være tilböjelig til at lægge ind i ordet, og dog synes der andre steder (navnlig IV, LXIV—LXVII, 310) bestemt at menes dyrkelse af de afdøde. Fuldstændig konsterneret bliver man ved at erfare, at Inderne fra en udviklet «naturdyrkelse» ere faldne tilbage til «sjæledyrkelsen» (IX fg.; jf. f. ex. 298, hvor «naturdyrkelse» modsættes «præsteherredömme», og 310 fgg., hvor den Vediske offerdyrkelse kaldes «sjæledyrkelse»). Man vil imidlertid få fuld besked i de følgende bind, hvori der skal göres op med den «comparative» skole (hvis «forargelige cancan» — XII — og V.’s «skepsis over for de Indogermanske urmyther» — XVII, men jf. 523 — har givet stødet til forf.’s undersøgelser), gives en anskuelig fremstilling af «sjæledyrkelsen» og (særlig mod Spencer og Lippert) hævdes, at «naturdyrkelsen» allerede her er tilstede, og natur- og sjæledyrkelse særlig undersøges hos de Ariske folk, samt gives en oversigt over disse modsætningers hele religions-historiske betydning. Værkets grundtanke (CIII) er i korthed den, at «naturdyrkelsen er det første og eneste virksomme forsøg paa at gennembryde sjæledyrkelsens æventyrlighed, og på dette forsøgs udfald beror folkenes skæbne.» Det forekommer mig, at det af didaktiske grunde vilde have været heldigere, om forf. strax havde givet tilstrækkelige oplysninger til klart at opfatte disse lo modsætninger; nu varer det meget længe, inden man af de mange spredte antydninger får en — og det endda meget vag — slags forståelse deraf; den «comparative» skoles «methodologiske» synderegister meddeles egentlig først 456. Han har imidlertid foretrukket en maaské mere strengt videnskabelig anordning. En indledning på 149 sider giver det hele værk dets «ethnologiske grundlag.» Motivet er forf.’s «tvivl om det Indogermanske urfolk og dets vandringer» (XVII) Folk, kultur, sprog og religion ere stedbundne. I stedet for «vandretheorien» sætter han en «udbredelsestheori». «Det vi behøve, er en endnu ubestemt befolkning på laveste trin, som formaar at