Vodskov, Sjæledyrkelse og Naturdyrkelse. -119 livnære sig ved det, egnen umiddelbart byder» (XXIII), meget interessant belyst ved «Urmongolen», der som «samler» med et ganske rudimentært sprog og «sjæledyrkelse» (XLVI; «al religion er begyndt som sjæledyrkelse», VI) langsomt udbredte sig over Central-, Nord- og Østasien og Amerika (hvor 'de delte sig i Eskimoer og Indianere) samt Sydhavet («Malajerne»). Saa længe «udbredelsen» varer, er det hele en ensartet masse; først naar landet er helt optaget, begynder kulturen og sondringen ifølge «inertiens lov> (XLII; XLVIII), idet samleren efter landets beskaffenhed går umiddelbart (LXI) over enten til jagt eller til nomadeliv (disse to slags folk kaldes tilsammen «naturfolk») eller til agerdyrkning («kulturfolk», LXI fg.; oprindelig kun «oase- eller vandingskulturer», LX, men jf. CXXIV). Det ny liv hos disse «sekundære» folk indvirker på de sjæledyrkende forestillinger (LIII; — samleren og jægeren vare sjæledyrkere, «naturmythologierne» ere bundne til agerdyrkning og kvægavl, CXXIX) og fremkalder «sekundære» sprog, hvilke igen dele sig i «tertiære» o.s.v. (LV). «Naturfolkene» have mindre consequent gennemført sjæledyrkelse end «kulturfolkene» (jf. til forståelse det lige citerede CXXIX) og ere disse overlegne i religion. sprog, samfundsformer, og åndslivet i det hele taget (LXIV fgg.). På samme måde har «Urindogermanen» bredt sig mellem Atlanterhavet og Indiens østkyst og «Ursemiten» fra Tigris til Kap (delende sig i egentlige Semiter, Aegyptere, Nordafrikanere, Negere, Kaffere og Buskmænd). Der er nemlig kun 3 menneskeracer (LXXXIII fgg.); «den Kaukasiske race» må opløses og Semiterne rives løs fra Indogermanerne og forbindes med Afrikanerne. Udgangspunktet for alle 3 racer er Persiens bjerge og höjsletter med deres nordøstlige og sydvestlige opland (XC). Vi må lade «udbredelsen» besørge af de 3 racer og ikke af «urmennesket»; ellers havde vi faaet lige så mange racer, som vi nu have «sekundære» folk (XCI). Hvorfor «urmennesket» (som i det hele gør vanskeligheder) har delt sig i de 3 racer, kan ikke forklares (ib.). Ved racernes opstilling vil forf. ikke have taget spor af hensyn til de fysiske kendemærker, men til sprog og religion, «her have alle åndsvidenskaber et vægtigt ord at sige» (XCVI). «Hvert eneste folk på jorden er autochthont, senere politiske forskydninger fraregnede» (XCI). Særlig ere Indogermanerne autochthone i alle nuværende Indogermanske lande lige siden «udbredelsestiden» (som føres lige op til istiden, CXXXIV); de eneste ordentlige kilder ere køkkenmøddingerne, mellem-Europæiske drifts- og hulefund, analogier fra naturfolk og «hele Indogermanernes senere historie» (! CVIII), udtrykkelig i modsætning til de første skriftlige efterretninger (CXLVI); fra samlere bleve de fiskere og jægere; nomader kunde de ikke blive i Europa’s urskove’, og «agerdyrkning fraskriver man med rette urfolket» (CIX)*. Deres kulturudvikling har været ét stort lån, nemlig gennem Persien fra ' Efter Cæsar (De bello Gall. IV. 1 og VI. 22) vare Germanerne dog på hans tid både nomader og agerdyrkere (jf. Tacitus Germ. c. 26). ? Der skal dog hos Frankrigs hulebeboere være eftervíst ikke blot kornsorter, men flere sorter dyrkede frugttræer (Revue critique, Sept. 1896, pg. 142 fgg.).